Snart lukker Antonios restaurant – men han håber på en ny lokation
Det er ikke lang tid siden, at Antonio Sticchi fortalte os, at han lukker sin restaurant Sticchi’s på Kastetvej 32 her i september.
Hvad fremtiden bringer er endnu uvist, men Antonio kan bekræfte, at han på nuværende tidspunkt leder efter nye lokaler.
- Jeg er meget interesseret i Spritfabrikken. Jeg synes det lyder meget spændende med alle de tilbud, fortæller Antonio Sticchi.
Om Antonio ender med at flytte Sticchi’s ned til det nye Spritten, som endnu ikke er færdigt, vil tiden vise, men han er i hvert fald klar, hvis han får tilbuddet.
Antonio Sticchi afrunder sin tid på Kastetvej 32 med et større selskab til frokost.
- Det er en fødselsdagsfest for nogle stamgæster. De ville rigtigt have holdt det i november, men der er vi lukket. Så vi fandt en dato her i september, fortæller Antonio.
Derefter begynder Antonio at rydde op i restauranten inden nøglerne overdrages i oktober.
Antonio Sticchi kører det sidste selskab den 21. september, og derefter er det velkendte, napolitanske pizzaria permanent lukket på Kastetvej 32.