Billede beskrivelse

Sæsonen startede med gratis is og kø i Reberbansgade

08. marts 2026 kl. 16.00

AALBORG: To timer med gratis is lokkede mange til, da Paradis lørdag åbnede for endnu en sæson hos de to Aalborg-butikker i Reberbansgade og Algade. Selvom vejret bød på både skyer og enkelte regnbyger, stod folk i kø for at få del i lækkerierne.

Udenfor butikken i Reberbansgade mødte Ligeher.nu de to 12-årige veninder, Asta og Karla, som hyggede sig med hver deres favorit. Asta havde valgt saltkaramel, mens Karla spiste Stracciatella-is. 

Billede beskrivelse

– Vi bor begge i nærheden og kommer her en gang imellem, fortæller Asta. Karla supplerer og konstaterer, at is bare er supergodt – også selv om det endnu ikke helt er sommer.

Hos Paradis glæder medindehaver Merete Salomonsen sig over en travl dag.

Billede beskrivelse

Sammen med sin mand Michael driver hun de to Aalborg-butikker, og hun ser frem til endnu en travl sæson.

 – Åbningsdagen er altid noget særligt. I år markerer den samtidig starten på en sommer, hvor gæsterne også kan se frem til nye smagsoplevelser, forklarer hun.
Paradis er kendt for at fremstille frisklavet is med fokus på gode råvarer. Udover is tilbydes blandt andet kager, vafler og lune drikke.

Paradis-sæsonen varer til og med uge 42.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste