Restaurant Mapak lukker øjeblikkeligt
Pulpo Brands driver adskillige restauranter i Aalborg på og omkring Ved Stranden.
Men selskabet er blevet et spisested fattigere, da Restaurant Mapak er lukket øjeblikkeligt. Det skriver Migogaalborg.
- Vi har desværre måtte opgive drømmen om at videreføre Mapak. Vi tror desværre ikke længere på en sund forretning i Mapak efter to år. Mapak har været et skønt bekendtskab på en god rejse med os, og med et produkt vi har været stolte af, siger medindehaver af Pulpo Brands, Mads Hyllested, til mediet.
Han peger desuden på energi-, inflations- og fødekrisen, som har hærget de seneste år.
Mapak figurerer heller ikke længere på Pulpo Brands' oversigt over restauranter - ligesom det heller ikke er muligt at booke bord via restaurantens hjemmeside.
Restaurant Mapak åbnede i november 2022 med store ambitioner og fokus på det franske håndværk, beskrev Mikkel Jensen, køkkenchef i Mapak, dengang.
- På Mapak går vi ikke efter det brede udvalg, men efter at det vi har, er lavet til perfektion. Nu glæder vi os helt vildt til at komme i gang. Personligt glæder jeg mig til at vise restauranten frem, og jeg håber, at mit nye sted kan blive til glæde for mange madglade mennesker, sagde Mikkel Jensen dengang.
Men nu er det altså slut for Restaurant Mapak.
Pulpo Brands består derfor fremadrettet af seks restauranter - Menéndez, Nam, Applaus, Smaek, Dejavú og Le Garcon.