Nu falder sneen: Her kan du fejre J-dag i Aalborg
Hvis du er vild med blå nissehuer og juleøl, så er det disse steder, du skal besøge næste fredag
AALBORG: Også i år ruller Tuborgs øldamer og -herrer ud med litervis af gratis øl og merchandise til landets værtshuse, når julebryggen frigives på J-dag. I år falder sneen fredag 4. november.
Begivenheden er efterhånden blevet så stor, at den tangerer en national festdag, der lokker en masse mennesker i byen. De venter forventningsfuldt på den velkendte lyd af Jingle Bells og gyldne dråber, der risler ned i ølglas, når klokken rammer 20.59 præcis.
I år bliver absolut ingen undtagelse, når Aalborgs mange barer og diskoteker fejrer J-dag. For at du kan planlægge din snerute gennem byen, har vi samlet et udvalg af de udskænkningssteder, der er klar til at trække i ølhanernes håndtag ét minut i ni den første fredag i november.
Zwei Grosse Bier Bar Aalborg
På Zwei Grosse Bier Bar i Jomfru Ane Gade fejres J-dag med julebal. Dørene åbnes klokken 12 og lukker først klokken 06 næste morgen.
Du kan booke et bord via Facebook eller på aalborg@zweigrosse.dk.
Café Frederiksberg
På Hadsundvej i Vejgaard lukker Café Frederiksberg op for J-dags-festen klokken 20.
Der er gratis smagsprøver fra Unibrew, Hancock og Tuborg, og DJ Johnny Hurup er på banen med sit festlige og humørfyldte show, krydret med alle de hits, du kender så godt.
Fabrikken
J-dag fejres fra klokken 18-03 på Fabrikken i Jomfru Ane Gade.
Du kan købe forskellige bordpakker med drikkevarer såsom vin eller shots, eller du kan købe en pakke udelukkende med julebryg.
Fabrikken anbefaler, at du booker et bord via Billetto.
Heidi's Bier Bar
Heidi's Bier Bar i Jomfru Ane Gade er åben fra klokken 16, men alle, der booker et bord via Billetto, skal ankomme klokken 19. Er du ikke kommet klokken 19, gives dit bord til en anden.
Du kan købe forskellige bordpakker med drinks, shots og øl.
Proud Mary
På Proud Mary i Jomfru Ane Gade åbnes dørene allerede klokken 11.
Hvis du booker et bord via wheeler@rekom.dk, skal du senest ankomme klokken 20, og køb af bordpakker med drikkevarer er denne dag et krav for at få bord.
John Bull Pub
John Bull Pub er klar til at fejre julebryggens frigivelse klokken 20.59.
Pubben skriver på sin Facebookside, at begivenheden markeres med et spændende sortiment og glade nissepiger.
Storm P Beer & Cocktails
På Storm P Beer & Cocktails i Jomfru Ane Gade begynder festen klokken 20.55 - lige før sneen falder.
Du kan købe forskellige bordpakker med drikkevarer med vin, spiritus og shots, og Storm P anbefaler, at du bestiller bord i forvejen. Det kan ske via Facebook eller Instagram, eller du kan ringe på 60 47 34 62.
Festen fortætter indtil klokken 06 næste morgen
AbZalon Event Factory
På AbZalon Event Factory i Absalonsgade fejres J-dag med Jazz Jam. Husorkestret består af Jens Fisker på guitar, Andreas Schmitz på kontrabas og Carsten Landors på trommer.
Dørene åbnes klokken 19, og musikken begynder klokken 20. Der er gratis juleøl til de første 24 publikummer.
Du kan købe billetter til arrangementet på yourticket.dk.
The Drunken Flamingo
På The Drunken Flamingo i Jomfru Ane Gade fejres J-dag fra klokken 15 fredag til klokken 05 lørdag morgen.
Du kan booke et bord og købe forskellige bordpakker med drikkevarer, og så falder sneen klokken 20.59, hvor årets julebryg vil flyde fra de gyldne haner.
Borde bookes ved at skrive til lolholm@rekom.dk.
Qbar
Qbar på Ved Stranden åbner dørene klokken 20, og klokken 21 slippes "sneen" - en gratis julebryg til de 50 første.
Nissepigerne og julemændene fra Tuborg kigger også forbi og deler ud af lækkerierne.
Der er gratis entre til klokken 23.
Café Guldhornene
Café Guldhornene åbner klokken 16 og anbefaler, at du booker et bord via Facebook og køber en bordpakke, hvis du skal være sikker på at have et sted at sidde og noget i glasset.
Du kan vælge mellem flere forskellige bordpakker med drikkevarer.
Booker du et bord, skal du ankomme klokken 19. Er du ikke mødt op inden 19.30, så gives bordet til anden side og bliver ikke refunderet.
Andy's
På Andy's i Jomfru Ane Gade er der fest fra klokken 19 fredag til 06 lørdag morgen.
Andy's anbefaler, at du booker et bord via Facebook og køber en bordpakke med drikkevarer. Der er flere forskellige pakker med julebryg og shots at vælge imellem.
Du kan booke bord via Facebook eller ved at skrive til arilde@rekom.dk.
Sprutten
Også på Sprutten i Jomfru Ane Gade bliver J-dag fejret. Det sker fra klokken 18 fredag til 05 lørdag morgen.
Hvis du er fyldt 18 år, kan du være med, når sneen falder og julebryggen nydes.
Den Nordjyske Ambassade
4. november klokken 20.59 falder sneen over Den Nordjyske Ambassade, når julebryggen kommer på lager.
Festen begynder dog lidt før, nemlig klokken 20, og vil du være sikker på at have et sted at sidde, kan du booke et bord ved at skrive til astrid@rekom.dk.
Du kan også købe forskellige bordpakker med drikkevarer.
Brigaderen
Sneen falder i Brigaderen i Hotel Phønix, der er åben fra klokken 16.
Selvom J-Dag er Tuborgs opfindelse, så serveres der også andre ølmærker på dagen. Du kan således købe et armbånd til all you can drink juleølsbar med både Royal- og Anarkist juleøl fra klokken 20:59 til midnat.
Du kan booke et bord på restaurant.aalborg@helnan.com.
Café Luna
På Boulevarden er Café Luna også med på ølvognen og fejrer J-dag fra klokken 20.30. Men her er det Ceres Royal X-Mas og ikke Tuborg, der fejres.
Café Luna får besøg af Royal cirka klokken 21, hvor der serveres gratis smagsprøver på den nye juleøl. Royals enmandsorkester spiller traditionen tro et trompetnummer live.
Rocken
Ved Stranden er Rocken klar til at fejre julebryggen fra klokken 18 og sælger særlige sæt med juleøl og julesnaps.
Desuden forlyder det, at der kommer nogle søde nissepiger og nissedrenge på besøg i løbet af aftenen.
Festen holdes kørende frem til klokken 06 lørdag morgen.