Klar til dagen derpå: Her kan du købe snasket fastfood 1. januar
Det skal være hurtigt, nemt og helst snasket, fedtet og sprødt, når der skal mad på bordet dagen efter nytårsfesten. Nogle vil mene, at det er kuren mod de værste tømmermænd. Vi har her samlet fire gode bud på årets første fastfood.
Sams Barbeque, Bispensgade 18
Er det overhovedet muligt at nævne 1. januar uden at tænke på 40d? Den legendariske 40d fra Sams i gågaden, som består af indbagt kebab med fritter, salat og den hemmelige hjemmelavet dressing. Er du ikke så meget til kebab, så bare rolig! Du kan også få pizza, pita og forskellige grillretter.
Åbningstid 1. januar: 11.00-22.00
Grillen Burgerbar, Ved Stranden 1
Mon ikke der er chance for, at du kan finde noget, der falder i din smag hos Grillen Burgerbar. Du kan for eksempel pleje sjælen med cheeseburgeren "Bearnaise Bastard" med bacon, pickles, ristede løg og bearnaise. Hvis dit nytårsforsæt er at mindske dit kødforbrug i 2024, så er "Holy Halloumi" din ven. Det er en burger med friteret halloumi, salat, syltede rødløg og balsamico glaze, der bliver serveret i potato bun smurt med Grillens mayo.
Åbningstid 1. januar: 11.30-21.30
Chickie’s, Ved Stranden 11C
Kunne vi friste med en omgang sprød kylling? Så må du forbi Chickie's. Her kan du kan få deres combos med forskellige antal kyllingestykker, som bliver serveret med pomfritter og en valgfri dip. Faktisk at du få alt med sprød kylling, du nu en gang craver hos Chickie's.
Åbningstid 1. januar: 12.00-21.00
Hytten, Boulevarden 7
Er tømmermænd næsten ikke synonym for pizza? Og gerne en pizza, hvor der er kræset lidt ekstra for pizzadejen? Så skal du vende blikket mod Hytten, hvis pizzadej har en hævetid på op til 72 timer. Hvad angår fyldet, er der et bredt udvalg med alt fra salsicca (italiensk pølse), kartofler, pancetta (bacon) til prosciutto (italiensk skinke) og nduja (smørbar italiensk chilipølse).
Åbningstid 1. januar: 11.00-21.00