Jeppe melder klar til sæsonstart med flere iskolde nyheder
AALBORG/NIBE: Foråret er landet, og is-sæsonen står for døren.
Det betyder, at der hos Guf og Kugler er der fuld fart på forberedelserne.
Efter en vinterpause er Jeppe Korsholm Mikkelsen og resten af familien snart klar til at tage hul på virksomhedens 13. sæson med hjemmelavet is til nordjyderne – og igen i år bliver det med nye smage på menukortet.
Familie hele vejen igennem
Siden 2014 har familien Korsholm forkælet nordjyderne med hjemmelavet is – først på havnen i Nibe og sidenhen også i Aalborg.
De første 10 år stod ismutter Charlotte Korsholm i spidsen, men i 2024 købte sønnen Jeppe sig ind og overtog. Alligevel er det stadig hele familien, der driver forretningen.
– Det er min lillebror, der står for isproduktionen, og han har lært at lave is af min papfar, som er den gamle isfatter. Min mor er den oprindelige ismutter, min kæreste driver Aalborg-afdelingen, min morfar står for regnskabet, og min bonusmormor står for lønudbetaling. Så det er familie hele vejen igennem, fortæller Jeppe.
I højsæsonen producerer de op mod 150 liter is om dagen, og denne sæson tæller virksomheden intet mindre end 78 medarbejdere – eller “isforkælere”, som de selv kalder dem.
Kommende sæson
I den kommende issæson kan gæsterne glæde sig til alt det, de kender fra Guf og Kugler.
– I 2026 bliver det igen med de gode elementer, gæsterne allerede kender, kombineret med fornyet energi. Og så har vi selvfølgelig også lavet nogle nye varianter og tiltag, fortæller Jeppe.
Til påske vender klassikeren Lemon pie tilbage, og derudover lancerer Guf og Kugler en ny smagsvariant inspireret af den populære Dubai-chokolade.
– Der var jo en masse hype omkring Dubai-chokolade sidste år, og der tænkte vi egentlig, at det gad vi ikke være med på. Men trenden hænger jo stadig ved, så vi besluttede at lave vores egen version.
Derfor lancerer de i år en “dansk Dubai”, hvor pistacie – som normalt indgår i Dubai-chokolade – erstattes med hindbær.
En anden nyhed er sorbeten “Sol over Limfjorden”.
– Det er en hyldest til Aalborg, Nibe og Limfjorden. Den skal minde om en sen forårsaften med en orange sol, siger han.
Isen er lavet på mango, passionsfrugt og havtorn.
Derudover kan gæsterne prøve en choko-orange softice samt en ny istapas, som består af en forårsplatte med flere små isvarianter og en kop kaffe.
Åbner i marts
Guf og Kugler åbner i Aalborg den 20. marts klokken 12 på Bispensgade 27.
En uge senere – den 27. marts – åbner butikken i Nibe på Bryggen 53.