Billede beskrivelse

Jensens Bøfhus lukker: To Aalborg-restauranter bliver ramt

07. november 2025 kl. 11.20

AALBORG: Jensens Bøfhus og Bone's har i årevis været konkurrenter i Danmark. 

Men i fremtiden er styrkeforholdet forandret mellem de to kæder. 

Bone's har nemlig købt en stor del af konkurrentens restauranter - og samtidig lukker selve Jensens Bøfhus-konceptet ned i hele Danmark, skriver Børsen

- Vi er nået til den erkendelse, at vi ikke kan lykkes med Jensens Bøfhus. Samtidig er der kun to tilbage ud af otte i den investorgruppe, der oprindeligt investerede i virksomheden, og nu har vi fundet en løsning, som vi har tillid til, og som sikrer mange arbejdspladser, siger Mikkel Hammershøj, der er adm. direktør i Selfinvest, som står bag Jensens Bøfhus-kæden. 

Natten til fredag indgik det selskab imidlertid en aftale med Bone's, som overdrager samtlige af de tilbageværende Jensens Bøfhus-restauranter til dem. 

Hvad det helt konkret betyder for de to Jensens Bøfhus-restauranter i Aalborg, vil de nye ejere endnu ikke ud med. 

Men ifølge adm. direktør i Bone's, Jan Laursen, er det planen at konvertere fem-syv restauranter fra Jensens Bøfhus til Bone's-konceptet inden sommeren 2026. 

Derfor ændres de nuværende Jensens Bøfhus-spisesteder ikke med det samme. 

Direktøren vil heller ikke over for Børsen kommentere på, hvor de fem-syv restauranter, der skal konverteres, befinder sig. 

I dag har Jensens Bøfhus en restaurant i City Syd i Skalborg og på Østerågade i Aalborgs midtby. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste