Ismutter og Isfatter vinder for andet år i træk - her er Danmarks Bedste Ishus
Det er andet år i træk, Guf & Kugler i Nibe vinder afstemningen
NIBE: De vandt sidste år - og nu gør de det igen: Guf & Kugler i Nibe er netop kåret som Danmarks Bedste Ishus 2023.
Det er sket i en afstemning, som OpdagDanmark står bag - og hvor du har kunnet stemme på de nominerede ishuse via sms.
Gennem hele forløbet har Guf & Kugler - som Ismutter og Isfatter, Charlotte Korsholm og Hans Kjeldsen, står bag - ligget med i toppen.
- Det er en kæmpe overraskelse, og vi er så taknemmelige for, at vi nu har vundet igen. Vi troede slet ikke, det var muligt, siger Ismutter.
- Vi er meget taknemmelige, for det er jo brugerne, vores is-nydere, der har stemt på os. Deres anerkendelse betyder alt.
Den bedste is
Når vinderen skal findes, måler man landets ishuse på flere parametre, udover isen er det også service, oplevelsen og stemningen.
For at sætte endnu mere fokus på selve isen, kårer OpdagDanmark nu også Årets Bedste Is - en hæder der kun kan gå til ishuse, der selv laver deres is. Også her vandt Guf & Kugler i Nibe.
- Vi gør meget ud af at lave vores egen is, vi bruger de bedste råvarer og leger med smagene, så den anerkendelse betyder også rigtig meget. Vi er megastolte og det skal selvfølgelig også fejres, siger Ismutter.
Derfor går hun og Isfatter nu i gang med at udvikle en Nibe-Is.
- Det skal være vores signatur-is, der skal hædre Nibe og alle de folk, der kommer og besøger os.
Guf & Kugler er i øvrigt ikke det eneste nordjyske ishus, der bliver hædret. I afstemningen har et andet nordjysk ishus også været med helt fremme, og Chokoladekurven i Thisted slutter da også på en flot andenplads i afstemningen.
Guf & Kugler fik 4184 stemmer, mens Chokoladekurven fik 3568.
Ishuset i Nibe vandt også afstemningen i 2018.