Isbutik i Nørresundby genåbner - denne gang med udvidet sortiment
Selvom temperaturen allerede har bevæget sig under frysepunktet, kan man jo godt få lyst til is alligevel.
Derfor genåbner Is Ved Vandet i Nørresundby nu for vinteren - og denne gang bliver det med et udvidet udvalg til gæsterne.
Det fortæller indehaver af isbutikken, Joost Dekker, til Ligeher.nu Aalborg.
- Der vil være mulighed for at købe æbleskiver, gløgg, varm kakao med flødeskum eller skumfiduser og kaffe. Derudover er der lækker is fra Ryå som sædvanligt, fortæller han.
Is Ved Vandet holder åbent første gang i dag lørdag 7. december kl. 12-16 - og holder derefter åbent hver lørdag og søndag kl. 12-16 frem til og med søndag 22. december.
Større udvalg, flere involverede
Isbutikken har ligget i dvale i de seneste to måneder, men den tid har Joost brugt på at udtænke sit nye menukort - men også på at involvere flere producenter og leverandører i Is Ved Vandet.
- Vi har fået lidt specielle ting på hylderne fra Spice by Spice - bl.a. Nissepis, forskellige øl og alkoholfri gløgg, siger han og tilføjer, at man desuden har åbnet for muligheden for at bestille gavekurve fra netop Spice by Spice.
Is og varme drikke samt et udvalg af Spice by Spice er dog ikke det eneste, man finder på adressen.
Hos Bergs - som er nabo til Is Ved Vandet - sælger man i år juletræer i samme åbningstid som Joost Dekkers isbutik, foruden det sædvanlige salg af genbrug og antikvarer.
Derudover har to unge iværksættere også fået plads til at udstille deres sortiment.
Der er her tale om modebrandet Vincents, der producerer Tote Bags, som er brugte denim jeans, der laves om til tasker - ligesom smykkedesigneren Anastasia, der står bag Charmant Handmade, også sælger sine smykker i løbet af perioden.
Der er altså rigeligt med aktiviteter på Søvangen 11 i de kommende weekender, og det starter allerede i dag lørdag kl. 12.