Billede beskrivelse

Freja åbner ny café i midtbyen

23. marts 2026 kl. 19.00

AALBORG: Der er blevet banket, malet og indrettet på Møllegade 2 i flere måneder.

Og nu er 23-årige Freja Noer snart klar til at byde aalborgenserne indenfor i Café Noer i hjertet af Aalborg.

En cafédrøm

Freja, der er født og opvokset i Thy, har altid haft en forkærlighed for mennesker frem for skolebøger. 

Det førte til, at hun droppede ud af gymnasiet og gik ind i restaurationsbranchen – en vej, hun siden har holdt fast i.

– Jeg nyder at være en del af restaurationsbranchen, og jeg værdsætter at snakke med mennesker og høre alle de små historier, de kommer med, fortæller hun.

Og derfor fik hun for nogle år siden en idé, som siden har blomstret og blomstret.

– Nu hvor jeg holder så meget af at arbejde i denne branche og møde forskellige mennesker og høre folks historier – hvorfor så ikke bare starte mit eget? fortæller hun og fortsætter:

– At starte min egen café har længe været en drøm, og efter flere års opsparing, ideer i massevis og kig efter rette lokation, faldt jeg over dette lokale, som jeg kunne se min vision passe helt perfekt ind i.

Og nu er hun i en alder af blot 23 år sprunget ud i sit eget lille caféeventyr.

Alt med omtanke

Café Noer bliver en lille café med plads til 12-13 gæster indenfor og omkring seks pladser udenfor.

Menuen kommer til at bestå af surdejsboller, åbne toasts, salater, sandwich og bagværk – alt sammen uden kød.

Derudover vil gæsterne kunne købe kaffe, sodavand, friskpresset juice og alkoholfri øl. Freja arbejder desuden på at få en alkoholbevilling inden sommer, så caféen også kan servere specialøl, vin og drinks.

Billede beskrivelse

Åbner i april

Freja regner med at kunne åbne caféen i starten af april.

Men op til åbningen arbejder Freja sammen med familie og venner fortsat på højtryk for at få de sidste detaljer på plads.

Og apropos detaljer, så er der tænkt over dem alle.

Både borde og stole er lavet af genbrugstræ og designet helt efter Frejas hoved. Hun fortæller, at der skal lyde en stor tak til hendes far og hans kæreste, som er håndværkerne bag.

Den præcise plan for åbningsdagen er endnu ikke fastlagt, men interesserede kan følge med på Café Noers sociale medier, hvor Freja løbende deler opdateringer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste