Billede beskrivelse

Farvel til Peter efter ni år som leder: Birgitte er ny frontfigur på Halkær Kro

20. marts 2026 kl. 19.03

HALKÆR: Der var fuldt hus og en lind strøm af gratulanter, da Halkær Kro Mad & Kulturhus torsdag dannede ramme om et festligt vagtskifte. 

Her blev der sagt tak til den afgående leder, Peter Søndergaard og budt velkommen til hans efterfølger, Birgitte Lesanner.

Peter Søndergaard stopper som daglig leder efter 9 år. 

Han har dog været med siden starten i 1992, hvor otte lokale familier købte den tidligere brugsforening og satte gang i en forvandling til et levende kulturhus drevet af frivillige kræfter. 

Siden har kroen udviklet sig til et internationalt anerkendt spillested og et økologisk spisehus med fokus på lokale råvarer og fællesskab.

Billede beskrivelse

Musik og mad

Den nye leder får samtidig ansvar for at føre visionerne videre på baggrund af store forandringer. 

Et omfattende byggeri, støttet af blandt andre Realdania og Aalborg Kommune, har udvidet rammerne markant. 

Målet har været at styrke kroen som regionalt samlingspunkt for madkultur, musik og fællesskab. 

Med koncertsal, folkekøkken og kurser i alt fra surdej til charcuteri er maden og musikken fortsat i centrum. 

Samtidig bidrager de nye faciliteter til at skabe endnu bedre muligheder for både lokale og besøgende.

Måtte gribe muligheden

Birgitte Lesanner ser det da også som sin vigtigste opgave at bygge videre på det fundament, der er skabt gennem mere end 30 år. 

- Jeg glæder mig til at fortsætte det arbejde, som så mange før mig har lagt hjerte og kræfter i. Og Peter har jo om nogen bidraget til at gøre Halkær Kro til det, den er i dag, fastslår den nye leder.

Birgitte Lesanner er 49 år og kommer fra en stilling som programdirektør hos Greenpeace. 

Billede beskrivelse

Hun er dog langt fra noget ukendt ansigt på Halkær Kro. 

- Jeg er opvokset lige i nærheden og er kommet her, siden jeg var barn og ung. Det var også her, jeg for alvor fik øjnene op for økologi. Da muligheden bød sig for at vende tilbage og blive daglig leder, måtte jeg simpelthen gribe den, siger Birgitte Lesanner, der er uddannet journalist.

Torsdagens reception var i øvrigt spækket med både god mad, musikalsk underholdning og festlige taler. 

Blandt mange andre benyttede byrådsmedlem Jes Lunde (R) fra Aalborg Kommune lejligheden til at takke Peter Søndergaard og ønske Birgitte Lesanner god vind.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste