Vej under jernbane bliver alligevel ikke til noget
Vigtig passage mellem Sygehus Nord grunden og Sankt Jørgens Gade bliver både for dyb og for mørk
AALBORG: Selvom det var en stor del af den vision for Sygehus Nord-grunden i Aalborg, som ejendomsselskabet Nordud i sin tid præsenterede, ser planen om at lave en vej fra grunden under jernbanen til Sankt Jørgens Gade ud til at være skrottet.
Det fremgår i hvert fald af en orientering, som kommunens by- og landskabsudvalg fik for nylig, og ifølge chef for byudviklingsafdelingen, Henrik Thomsen, er der flere grunde til det.
- En ting er jo, at man skitserede det som en mulighed i visions-oplægget. Men vi har også været nødt til at se på, om det rent teknisk kan lade sig gøre, forklarer han.
- Og det kan det ikke, fordi der ikke bare er to spor - men også et servicespor, man ikke kan nedlægge. Så den foreslåede passage vil blive meget dyb, og samtidig skal konstruktionen også være meget højere, så vi vil få en meget mørk passage og nogle hældninger, der gør, at det ikke kan lade sig gøre, tilføjer han.
Tanken med den foreslåede vej - eller passage - under jernbanen var ellers, at det skulle binde den folkepark, man også gerne vil lave på Sygehus Nord-grunden, når sygehuset flytter til Aalborg Øst, sammen med området omkring Huset i Hasserisgade og Aalborg Katedralskole. Og derfor ærgrer den ny udmelding også by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).
- Jeg synes det er rigtig ærgerligt, fordi det var jo et af de elementer, der var lidt ekstraordinært i forhold til de arkitektbud, der har været på, hvordan man kan udvikle Sygehus Nord-grunden, siger han.