Seneste nyt
Billede beskrivelse

Varm op til Aalborg Pride med dragshow i aften

Queermiljøet i Aalborg er vækst - og nu kan du måske opleve dragshows hele året

07. juli 2023 kl. 09.53

AALBORG: Det er ikke mange år siden, at homoseksuelle, transkønnede og queerpersoner forlod Aalborg på grund af manglende muligheder for fællesskaber og dating.

Men nu vokser miljøet.

I december 2021 åbnede Buens Bogcafé - Skandinaviens første LGBTQ+ bogcafé.

Sidste sommer åbnede natklubben QBar, og inden udgangen af i år åbner Aalborg Kommune et mangfoldighedshus.

- Alle tre dele har stor betydning. Samlet er det steder at mødes og en spejling og synliggørelse af en gruppe i befolkningen, der hidtil har været usynlig heroppe, siger Cecer Bjørk (de / dem), der selv havde svært ved at finde frem til ligesindede, da de sprang ud som lesbisk for år tilbage.

Nu har Cecer Bjørk sammen med Det Hem'lige Teater startet endnu et sted op, som bidrager til byens queermiljø.

Billede beskrivelse

Sidste år afholdt de for første gang House of the Secret - et dragshow, der blev udsolgt på under en uge uden reklame. I år gør de det igen.

Således kan du i aften opleve showet kl. 20 på Det Hem'lige Teater, hvor 15 drags går på scenen.

- Drivkraften har både været at hjælpe dem, der gerne vil lave drag, og at skabe et trygt fysisk mødested for dem, der har lyst til at lege med deres kønsudtryk og performancekunst, siger Cecer Bjørk, der peger på, at mange får netværk og venskaber, der rækker ud over teatret.

Og så rammer showet ned i en efterspørgsel i tiden. Flere af performerne fra sidste år er efterfølgende fortsat med at optræde i Aalborg og Aarhus - nogle har endda satset på det som karriere.

Billede beskrivelse

For Cecer Bjørk er målet lige nu, at House of the Secret skal strække sig fra at være et sommerprojekt til et helårstilbud, der i endnu større grad skal kunne rykke ud i landet som en rejsende platform for byer eller landsdele, der mangler en dragscene.

- Da jeg startede med drag i Aalborg, var vi to i byen, der lavede det. I dag er der mindst 30 performere - det er eksploderet. Der er kommet et mainstream publikum og en scene for det.

Du kan se showet i aften Det Hem'lige Teater kl. 20.

Se også
Transmiljøet vokser: - Engang var der rigtig mange ensomme mennesker i Jylland
Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste