Billede beskrivelse

Universitetsboulevarden skal forbedres - og projektet starter nu

06. november 2024 kl. 11.01

Forholdene for bilister og cyklister skal forbedres på Universitetsboulevarden i Aalborg, og netop dét arbejder er nu sat i gang. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratets entreprenør, Arkil, har netop påbegyndt arbejdet med at ombygge rundkørsler på strækningen mellem Hadsundvej og Selma Lagerløfs Vej.

Her bliver tre rundkørsler ombygget til lyskryds, mens et eksisterende lyskryds bliver udvidet, hvilket skal forbedre trafikafviklingen i området, skriver Vejdirektoratet.

- I de kommende år vil trafikken i det østlige Aalborg stige med åbningen af det nye hospital, ligesom Aalborg Kommune har gang i flere projekter, der også vil øge trafikmængden. Derfor er det vigtigt, at vi skaber kryds, der sikrer gode forhold for både bilister og cyklister i mange år frem, siger projektleder Peter Lund Hansen ifølge pressemeddelelsen.

De fire ombygninger på strækningen er kun første del af arbejdet med at forbedre trafikafviklingen i området. I 2025 går anden del af projektet i gang, når Hadsund Landevej udvides fra to til fire spor fra Universitetsboulevarden til Egnsplansvej, skriver Vejdirektoratet i pressemeddelelsen.

Derudover etableres også en dobbeltrettet cykelsti fra Hadsundvej/Universitetsboulevarden og ud til Nyt Aalborg Universitetshospital. Ifølge Vejdirektoratet skaber cykelstien dermed en direkte forbindelse til det nye hospital for cyklisterne.

Ombygninger på Universitetsboulevarden:

Hadsundvej/ Universitetsboulevarden ombygges til et lyskryds

Langagervej/ Universitetsboulevarden ombygges til et lyskryds

Selma Lagerløfs Vej/ Universitetsboulevarden ombygges til et lyskryds

Budumvej/ Universitetsboulevarden eksisterende lyskryds udvides

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste