Slut med forurenende generatorer - nu får festival penge til grøn strøm

Forligspartier vil give 700.000 kroner til ny transformatorstation på Nibe FestivalDer bruges masser af strøm, når Nibe Festivalen skal afvikles. Men fremover bliver el-forbruget forhåbentlig lidt grønnere.

02. oktober 2022 kl. 09.39

Det skal være slut med forurenende generatorer, der står og banker løs i Skalskoven for at følge med behovet for strøm til årets Nibe Festival.

Fremover får festivalen nemlig en fast transformatorstation på Camp Øst, så den kan købe grøn strøm til nedkøling af øl, mad, musik og alt, hvad der ellers er brug for elektricitet til i forbindelse med den nordjyske musikbegivenhed. Og det er festivalleder Peter Møller Madsen glad for.

- Det betyder at vi kan nedsætte CO2-udslippet voldsomt. Vi ligger jo et sted, hvor der ikke lige er en naturlig tilførsel af strøm, og derfor har det irriteret os i mange år, at vi har været nødt til at have en lang række generatorer til at stå og køre for fuldt hammer, siger han.

Pengene til den ny transformator kommer blandt andet fra partierne bag Aalborg Kommunes ny budgetforlig, der har fundet 700.000 kroner til formålet.

- Vi har afsat lidt penge til grøn strøm ude ved Nibe festivalen, fordi de har fået et nyt areal, der ikke var omfattet af den kabling, som de i forvejen havde fået lavet derude. Og så har vi også fået ind, at vi gerne vil have en dialog med Nibe Festival omkring udvikling af deres festivalplads, fortæller borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).

Han peger på, at Aarhus Kommune har gjort noget lignende i forhold til festivalen NorthSide, og Nibe Festival har allerede transformatorstationer to andre steder i Skalskoven - nemlig ved Blå Scene og på Hestepladsen. Men ifølge Peter Møller Madsen kommer det ny anlæg alligevel til at gøre en forskel.

- Udover, at det selvfølge er drønhamrende bæredygtigt, så betyder det også, at stabiliteten er væsentligt bedre - både inde i skoven og ude på campingområderne, så det er virkelig en solskinshistorie det her. Og tænk, at vi kan melde ud, at vi får den sidste generator væk, når det her projekt er gennemført, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste