Simone frygter for livet, når hun krydser vejen
- Jeg synes virkelig, at det er tamt, at der skal være alvorlige uheld, før de vil gøre noget
AALBORG: Det er med hjertet oppe i halsen og næsten klamme håndflader, at Simone Nygaard Wiehl hver morgen følger sin ældste datter i børnehave.
- Alene i år har jeg tre gange været så tæt på at blive ramt af en bil, at jeg kunne mærke den på læggen, fortæller hun.
Familien, der tæller far, mor og to små piger, bor i Mølholm, og Simone går derfor gennem boligkvarteret for at følge den fire-årige datter til Børnehuset Tiziana. For at komme over til børnehaven skal hun sammen med de to døtre, og ofte også familiens hund, krydse den nedre del af Svalegårdsvej - et vejstykke med et par skarpe sving, som kan gøre det vanskeligt for både biler og fodgængere at se hinanden.
- Selv om der både er vejbump, skilte og heller, bliver der ofte også kørt rigtig stærkt på det sted, og jeg frygter virkelig, der skal ske en ulykke, siger hun og har knap talt færdig, før både en bus og en stor traktor med anhænger drøner forbi i et tempo, der vurderet fra fortovskanten ligger væsentligt over de øvrige trafikanters.
Også den fire-årige datter reagerer negativt, når de går turen over til børnehaven - og det er næsten værre end selv at være bange, mener hendes mor. For dels er det synd for datteren i situationen, dels frygter hun, at det kan sætte sig i barnet.
- Hun bliver altid lidt panisk og kan finde på at fryse, når vi går ud på vejen, fordi hun flere gange har haft oplevelsen af, at bilerne kom lidt for tæt på. Specielt hvis hendes cykelhjul har siddet lidt fast i kantstenen, og jeg også har skullet have fat i barnevognen, forklarer hun.
Mange bakker op
I stedet for kun at lade det blive ved frygt og irritation over, at nogen træder lidt vel rigeligt på speederen i et område med to børnehaver, har Simone Nygaard Wiehl sat sig for at forsøge at ændre tingenes tilstand. Farten må ned, eller vejen laves om. Derfor har hun de seneste måneder lavet en underskriftsindsamling blandt de øvrige beboere i området og de forældre, der har deres daglige gang i de to nærliggende institutioner.
I en Hasseris-gruppe på Facebook har hun fortalt om sin frygt og opfordret til, at man sætter sin navn på underskriftsindsamlingen til kommunen. Indtil videre har 342 privatpersoner fulgt trop og også Hasseris Grundejerforening med godt 1600 medlemmer har sat en underskrift - på trods af, at Mølholm ligger uden for foreningens egentlige medlemsområde. I et svar til Simone Nygaard Wiehl skriver foreningen, at man genkender problemet, og at der generelt køres for stærkt på Svalegårdsvej.
Hos kommunen er der dog ikke umiddelbart megen hjælp at hente. I afdelingen for mobilitetsplanlægning under By og Land har man set på vejens beskaffenhed og svaret på Simones opfordring om at få farten ned, sat bedre skilte op og udbedret fartbump.
I svaret står blandt andet, at "Svalegårdsvej er kategoriseret som en primær trafikvej, der for den største del af vejens vedkommende er facadeløs, men med flere tilstødende veje. På større veje er det normalt den generelle hastighedsbegrænsning på 50 km/t, der vil være gældende".
Højere bump
Kommunen har samtidig set på, hvilke trafikuheld politiet har registreret på strækningen de seneste fem år, og samlet set giver det ikke grundlag for at nedsætte hastigheden til 40 km/t, hedder det.
- Men jeg synes virkelig, at det er tamt, at der skal være alvorlige uheld, før de vil gøre noget. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det her handler mere om fremkommenhed for bilister, end det handler om sikkerhed for os andre, siger hun.
Heller ikke et forslag om at hæve højden på vejbumpet i nordgående retning, møder megen forståelse.
"Ved gennemkørsel af strækningen blev det vurderet, at komforten ved overkørsel af de enkelte bump på strækningen var meget ensartet og i overensstemmelse med den skiltede hastighed. Med baggrund heri kan det ikke begrundes, at bumpet i nordgående retning skal ændres", lyder svaret.
Må køre børnene
På trods af, at kommunens svar på hendes forslag er nedslående, føler Simone Nygaard Wiehl sig taget alvorligt. Men hun har ikke i sinde at give op.
- Jeg er langt fra den første, der gør opmærksom på de her problemer på Svalegårdsvej. Jeg ved, at der har været flere henvendelser til kommunen, den tidligste, jeg har hørt om, var i 2007. Jeg ved også, at børnehaverne er holdt op med at krydse vejen på det her sted, fordi de mener, det er for farligt, siger hun.
Simone Nygaard Wiehl tilføjer, at hun synes, det er lidt påfaldende, at kommunen ikke køber hendes argumenter, mens politiet med jævne mellemrum holder fartrazzia på strækningen, og der også bliver sat plakater i lygtepælene for sæt-farten-ned-kampagner.
- De vil også gerne have, at færre børn bliver kørt til institutioner og skoler, men det ender jo med, at vi må køre, fordi det er det sikreste for os og børnene. Det virker helt skørt, siger hun og understreger, at hun ikke har tænkt sig at give op.
- Nu vil jeg svare mobilitetsafdelingen og argumentere yderligere, og så må vi se, siger hun.