Sengeafsnit på hospitalet modtager fornem pris
Mave- og Tarmkirurgisk Sengeafsnit A2 på Aalborg Universitetshospital har modtaget en fornem anerkendelse i form af Patienternes Pris.
I alt har Patienternes Pris modtaget 364 indstillinger, der på hver sin måde viser, hvordan de enkelte afsnit og afdelinger har patienter og pårørende i gode hænder, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
- Grunden til, at det i år bliver Mave- og Tarmkirurgiske Sengeafsnit A2 i Aalborg, der modtager prisen, er, at både patienter og pårørende i alle aldre og uanset de forskellige årsager til, at de har været på afdelingen, føler sig set, hørt og ikke mindst inddraget i deres forløb, siger Kristina Valentin, der formand for Patientinddragelsesudvalget ifølge pressemeddelelsen.
- De gælder alle ansatte på afdelingen, der også bliver beskrevet som et personale med store faglige kompetencer, uddyber Kristine Valentin.
Når man modtager Patienternes Pris får modtageren også overrakt 25.000 kroner til brug for afsnittet, samt får modtageren et maleri af en nordjysk kunstner.
- At modtage Patienternes Pris er helt utroligt stort for os i Mave- og Tarmkirurgisk Sengeafsnit A2. Vi ønsker, at patienterne har en oplevelse af, at der er sammenhæng i deres forløb, og at de føler sig i trygge og professionelle hænder, siger Sanne Brunø-Madsen, der er ledende oversygeplejerske på A2.
- At det lykkes for os, er vi meget glade og stolte over. At få Patienternes Pris er en meget stor anerkendelse af personalets daglige indsats for at gøre en forskel for vores patienter, siger Sanne Brunø-Madsen ifølge pressemeddelelsen.
Patienter og pårørende kan året rundt indstille en afdeling eller afsnit, hvis de ønsker at anerkende personalet for deres arbejde. Hvert efterår samles indstillingerne, og der udpeges en vinder blandt indstillingerne, skriver Region Nordjylland i pressemeddelelsen.