Billede beskrivelse

- Ofte lyder det som en voldsom torden: Nye åbningstider hjalp ikke støjplagede naboer

Nu skal der kigges på hele strukturen for genbrugspladserne og alle åbningstider

11. oktober 2022 kl. 12.25

AALBORG:  Det var meningen, at tiltaget skulle hjælpe støjplagede naboer, men det har vist sig, at missionen ikke fik det ønskede resultat.

Det var den store genbrugsplads Sundsholmen i Nørresundby, der fik nye åbningstider, og nu har kommunen undersøgt, hvordan det er gået med forsøgsordningen, der betød, at man gik over til en åbningstid på hverdage til kl. 10-20 fra kl. 12-20. I weekenden gik man over til kl. 8-18 mod tidligere kl. 10-20. Undersøgelsen viser bl.a., at naboerne er utilfredse med støj og trafik, uanset om det er ved de normale eller de ændrede åbningstider.

Det fremgår af de kommentarer, som naboerne er kommet med i undersøgelsen. En nabo skriver, at "noget af det mest generende og larmende, rystende er når containerne gøres klar fra kl. 7 og skubbes ind og ud. Spejle og billeder klapper helt på væggene herhjemme og ofte lyder det helt som voldsom torden!".

Klima- og miljørådmand Per Clausen (EL) mener ikke, at man kan gøre mere for naboerne på nuværende tidspunkt.

- Man er nødt til at sige, at de er utilfreds med, at der ligger en genbrugsplads, uanset hvornår den har åben, og det kan vi ikke løse, sådan som det er nu, siger Per Clausen.

Klima- og miljøudvalget har valgt at holde fast i åbningstiderne for Sundsholmen, for en brugerundersøgelse viser, at 93 procent af deltagerne i brugerundersøgelsen er tilfreds med de ændrede åbningstider. Over halvdelen 57 procent svarer, at de besøger genbrugspladsen tidligere end før. Åbningstiderne kan blive ændret i forbindelse med den kommende udarbejdelse af en samlet plan for kommunens genbrugspladser, der bl.a. kommer til at indeholde emner som genbrugspladsstruktur, antal, funktioner, åbningstider og bemanding.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste