Nyt tilbud skal skabe bevægelsesglæde for børn med overvægt
I dag ses en stigning i børn og unge med overvægt. Det kan have mange konsekvenser, som eksempelvis mobning og mistrivsel, større skolefravær og gennemsnitligt dårligere skolepræstationer. Samtidig øger det også risikoen for at udvikle type 2-diabetes i en tidlig alder.
Mange børn og unge med overvægt bærer dog på dårlige erfaringer med at dyrke motion.
Det vil et nyt og gratis bevægelsesstilbud med navnet HIIT‘n’Move, skabt i samarbejde mellem Steno Diabetes Center Nordjylland og flere nordjyske kommuner, nu forsøge at lave om på.
- Til HIIT‘n’Move tager vi elementer fra mange sportsgrene, for eksempel boldspil og crossfit, og sammensætter dem til en legebaseret tilgang til bevægelse, som er motiverende og sjov, forklarer Vibeke Brinkmann Løite, der er projektleder ved Steno Diabetes Center Nordjylland.
- Vi skaber en tryg og støttende ramme, som giver børnene selvtillid og ruster dem til at være en del af et sports- eller foreningstilbud, som de kan fastholde, når de føler sig klar til det, siger hun.
Tilbuddet er målrettet børn og unge med overvægt i alderen 9-16 år, hvor der arbejdes med højintensiv intervaltræning, også kaldet HIIT. Det er allerede implementeret i Aalborg Kommune, imens det er på vej til at blive implementeret i Jammerbrugt Kommune, Frederikshavn Kommune og Thisted Kommune.
Mere end sundhed
Der har ikke tidligere været tilbud i Aalborg Kommune, som hjælper børn til vane- og adfærdsændringer. HIIT‘n’Move handler nemlig om meget mere end sundhed alene.
- Vi ved, at fysisk aktivitet er ekstremt vigtigt i forhold til at øge børnenes sundhed, booste deres glædeshormoner og dermed påvirke hele deres trivsel positivt, siger Charlotte Eggertsen.
Hun er børnelæge ved Børne- og Ungeafdelingen på Aalborg Universitetshospital og ph.d.-studerende ved Klinisk Institut ved Aalborg Universitet. Det er også Charlotte, der står bag det forskningsprojekt, som ligger til grund for HIIT‘n’Move.
Tilbuddet skal opleves som et sammenhængende forløb, hvor børnene kan spejle sig i andre, indgå i sociale fællesskaber, få nye venskaber og sunde succesoplevelser.
HIIT‘n’Move er gratis og familier kan tage direkte kontakt til Vanebryderne i Aalborg Kommune, spørge sundhedsplejersken eller blive henvist af egen læge for at blive optaget på forløbet.