Nye parkeringsmuligheder for erhvervskøretøjer i midtbyen
Som noget nyt i Aalborg midtby vil der fra den 3. april være 22 nye parkeringspladser, der i dagtimerne er forbeholdt erhvervskøretøjer på gule nummerplader.
Pladserne skal gøre det lettere for blandt andet håndværkere at parkere tættere på en arbejdsopgave, der skal udføres i midtbyen. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Pladserne er reserveret til erhverv fra klokken 7 til 16 på hverdage, og der betales efter gældende regler for pladsen. Efter klokken 16 fungerer 14 af pladserne som 1 times parkering, og de resterende 8 pladser fungerer som normale betalingspladser.
Både Erhverv Norddanmark, Aalborg Håndværkerforening og Aalborg City har bidraget til at fastlægge de enkelte placeringer af erhvervspladserne samt regulering af selve ordningen.
- Det er nu 10 år siden, jeg første gang blev kontaktet af en håndværker, som efterlyste bedre muligheder for erhvervsparkering, så jeg glæder mig rigtig meget til at følge vores nye ordning og se, om det kan hjælpe primært vores håndværkere med hurtigere at finde en parkeringsplads. Samtidig er vi også rigtig spændte på at se, hvordan pladserne benyttes efter klokken 16, når de ikke længere fungerer som erhvervspladser, siger rådmand Jan Nymark Rose Thaysen og fortsætter:
- I nattetimerne kan det være udfordrende for blandt andet hjemmeplejen at finde en parkeringsplads tæt på borgerens hjem, og her håber vi, at pladserne med 1 times parkering kan hjælpe på den problematik.
De nye erhvervspladser er alle forsynet med en censor, så Aalborg Kommune kan indsamle data om pladserne og se, om de bliver brugt som forventet. Via appen Papp Parkering, som er offentlig tilgængelig, kan alle borgere også benytte censor-systemet til at tjekke, om de enkelte pladser er ledige.
Ordningen skal i første omgang køre i en periode på 2 år, hvorefter projektet skal evalueres og herefter eventuelt forlænges.