Billede beskrivelse

Ny streetwear butik åbner på Boulevarden

09. oktober 2024 kl. 15.04
Opdateret kl. 15.30

På Boulevarden 34 kan du snart glæde dig til en spritny tøjbutik ved navn ROSHAGE. Ejeren bag er Lukas L. Leszczynski, som blandt andet har været med til at stifte tøjmærket ELSK.

Lukas har allerede én ROSHAGE-butik i Hanstholm og udvider nu butikken til Aalborg. 

- Hanstholm bliver omdrejningspunktet for butikken i “Aaleren” .. så kommer jeg til at udvide vintage- og second hand-sortiment med 90’ernes og Y2K streetwear univers, fortæller Lukas L. Leszczynsk på ROSHAGEs Instagram. 

I første omgang ligger Lukas’ fokus på ROSHAGE i Aalborg, og derfor vil Hanstholm-butikken holde midlertidigt lukket.

- ROSHAGE-brandet vil fortsætte med små serier af eksklusive drops, når inspirationen rammer, og meningen er der. Derudover får SURF-PRO en plads i Aalborg-butikken, hvor vi sætter fokus på surf- og fritidsaktiviteterne omkring Hanstholm, fortsætter ROSHAGE på Instagram.

Vi fangede Lukas på telefonen, og han kan i øvrigt fortælle os, at der er en masse planer i gang. 

- Det bliver superspændende med Aalborg, og jeg glæder mig vildt meget. Det har sat nogle ringe i vandet her i Thy, så jeg har haft et par møder med nogle gode folk, og det virker til, at vi kommer til Aalborg med en konceptbutik, der er godt skruet sammen og et besøg værd, fortæller Lukas L. Leszczynsk.

ROSHAGE forhandler tøj af eget mærke, vintage-fund samt upcyclet tøj. 

- Jeg har lige haft møde med en lokal vinylhandler, og jeg har kendt ham i mange år. Han kommer til at have et lille hjørne med vinylplader, fortæller Lukas L. Leszczynski.

Derudover har Lukas andre fede nyheder på vej, som han endnu ikke kan løfte sløret for endnu. Derfor må vi vente i spænding indtil, at ROSHAGE åbner i Boulevarden 34 i Aalborg.

Foreløbigt lyder det til, at Lukas åbner butikken lørdag den 19. oktober.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste