Mikkel Hansen stopper hos Aalborg Håndbold og indstiller sin håndboldkarriere
Mikkel Hansen indstiller sin aktive håndboldkarriere, når denne sæson er forbi. Det har han netop meldt ud til et pressemøde hos Aalborg Håndbold i dag.
I indkaldelsen til pressemødet lød det, at klubben og spilleren ville fortælle nærmere om "det fremtidige samarbejde mellem parterne".
Mikkel Hansens kontrakt med Aalborg Håndbold løber til sommeren 2025, men nu er det altså blevet besluttet at stoppe aftalen et år før tid.
- Jeg har i nu næsten 20 år været så privilegeret at leve af den sport, jeg elsker. Spillet sammen med nogle af de bedste spillere i verden, haft nogle af de bedste trænere og spillet på et af de mest vindende landshold i Danmark nogensinde, siger Mikkel Hansen.
Han er tre gange blevet kåret som verdens bedste spiller og har været på et utal af all star-hold efter slutrunder. Med det danske landshold har han vundet tre verdensmesterskaber, OL og EM. Ved EM i Tyskland i januar spillede han sin 20. slutrunde i træk siden debuten ved OL i Beijing i 2008.
- Jeg har altid sagt, at jeg ville stoppe den dag, at legen, glæden og dedikationen ikke var den samme mere. Det er stadig sjovt at spille håndbold og jeg er stadig dedikeret til mit hold, men jeg er kommet til at sted, hvor jeg kan mærke, at der er andre ting i mit liv, der trækker nu, fortæller han og fortsætter:
- Derfor føler jeg, at det til sommer vil være det rigtige tidspunkt at ligge skoene på hylden, siger en tydeligt berørt Mikkel Hansen til pressen.
Han uddyber, at det blandt andet er familielivet, der trækker i ham, men også andre mulige karriereveje udenfor sportens verden.
Forbliver på holdet sæsonen ud
Mikkel Hansen kom til den nordjyske topklub i sommeren 2022, men var i sin første sæson ukampdygtig i en stor del af foråret. Den 36-årige veteran har været plaget af flere skader de senere år, og er også på sidelinjen nu med lyskeproblemer.
Han forbliver dog hos Aalborg Håndbold sæsonen ud. Til sommer har han desuden chancen for at afslutte sin tid som håndboldspiller med sin femte OL-deltagelse, hvis han bliver udtaget til landstræner Nikolaj Jacobsens trup til legene i Paris.
- Jeg glæder mig meget til de næste måneder, og vil prøve at nyde det så meget som muligt. Der er en masse spændende kampe i vente, og det betyder meget for mig at slutte karrieren ordentligt af, slutter Mikkel Hansen.
Aalborg Håndbold er i fuld gang med at finde en afløser for Mikkel Hansen til holdet.