Billede beskrivelse

Marias salon fik en hård opstart – nu vælter det ind med kunder

- Vi er virkelig stolte over, at vi er tilbage på rette vej igen, siger hun

12. august 2023 kl. 16.02

AALBORG: Vingårdsgade 17 har de seneste år huset flere forskellige frisørsaloner.

Først Lassen og Eriksen, dernæst Park Styling og i dag holder ML Studio med Maria Lumbye i spidsen til i lokalerne. Men om få måneder vil lokalerne stå tomme.

Maria Lumbye, som slog dørene op til sin salon i december 2022, rykker nemlig i nye lokaler. Det sker efter en hård opstart i salonen, blandt andet på grund af et navneskift, fortæller hun.

Hun havde den tidligere salon, Park Styling, med en anden frisør, men overtog den i december og skiftede navn til ML Studio.

- De første måneder vidste folk ikke rigtig, at vi havde fået nyt navn, og vores online bookingsystem og telefon virkede ikke. Vi levede faktisk af de kunder, som kom fra gaden, så det var lidt i rodet i starten, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Løber rigtig stærkt

Men i løbet af foråret fik piben en helt anden lyd.

- Siden maj er det nærmest væltet ind, også selvom det har været sommer. Det er ikke mange dage, hvor vi har haft et hul. Vi er virkelig stolte over, at vi er tilbage på rette vej igen, siger hun.

Faktisk har der været så travlt i salonen, at de har fået en ny frisør med i teamet. Nu er de tre frisører på fuldtid og en elev, som alle flytter med i de nye lokaler.

- Vi afventer lige situationen, når vi flytter i de nye lokaler. Hvis det fortsætter med det her tempo i salonen, kan vi ikke nøjes med de frisører, vi har nu. Vi har løbet rigtig stærkt, siger Maria Lumbye.

- Det kunne da også være sjovt at prøve at have fri til tiden, tilføjer en af salonens frisører Pernille Nielsen med et stort grin.

Billede beskrivelse

Som et lille barn til juleaften

ML Studio flytter 30 meter hen ad gaden og skal være ude af salonens nuværende lokaler 1. november.

- Vi glæder os til at flytte ind i nogle mindre lokaler, som passer bedre til os. Der vil være de samme antal stole, som vi har nu, men vi håber at kunne gøre det mere hyggeligt.

Da Maria Lumbye startede som frisør i salonen, havde den anden frisør allerede indrettet lokalerne. Derfor ser hun frem til at stå for indretningen af de nye lokaler.

- Den nye salon får et helt andet udseende. Lige nu er der rigtig mange farver herinde på væggene og så videre, men det nye sted bliver mere minimalistisk med nuancer som sort og hvid.

- Det bliver en ny begyndelse på det hele, og det bliver den vildeste oplevelse at få lov til at indrette mine egne lokaler og prøve mine talenter af. Jeg glæder mig som et lille barn til juleaften, griner hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste