Lige så kendte som Dronningen? Nu fejrer de 25 år i Gaden

05. oktober 2023 kl. 06.00

Kort fortalt:

  • Natteravnene kan i år fejre 25-års jubilæum.
  • Det markeres med en fællesvandring for alle frivillige på fredag.

- Der er undersøgelser, der viser, at vores gule jakker i nattelivet næsten er lige så letgenkendelige for danskerne som Dronning Margrethe er.

Sådan fortæller formand for Natteravnene i Aalborg, Marianne Holmsgaard, om hvordan de ikoniske gule jakker, er blevet synonym med tryghed og støtte for unge igennem de sidste 25 år.

I år kan Natteravnene nemlig fejre 25-års jubilæum med frivillig indsats for at skabe tryghed og forebygge kriminalitet blandt unge i nattelivet i flere af landets store byer – heriblandt Aalborg, hvor de især er tilstede i og omkring Jomfru Ane Gade.

- 25 år er længe for hvilken som helst organisation, men jeg synes i særdeleshed det er længe for en frivillig organisation som vores. Det er vi faktisk ret stolte af, så det skal selvfølgelig markeres til ære for vores frivillige, siger Marianne.

Jubilæumsvandring til ære for de frivillige

Det bliver det på fredag d. 6. oktober med en stor fællesvandring i nattelivet for alle frivillige Natteravne i hele landet. I Aalborg forventer Marianne at se hele 25 frivillige stå sammen og fejre hinandens flotte indsats.

- Vi ses sjældent alle sammen, for normalvis er vi ude 3 ad gangen. På fredag samles vi til fællesvandring kl. 22 fra Nytorv, hvor vi får et telt op. Det bliver fantastisk! Vi ser frem til at hilse på en masse glade folk i gaderne og til at få en hyggelig nat sammen, siger Marianne.

Formålet med fællesvandringen er først og fremmest at give hinanden et klap på skuldrene, men også at skabe en masse synlighed. Marianne håber dels at markere Natteravnenes tilstedeværelse overfor flere unge, og dels at vække interessen for organisationen hos nye, potentielle frivillige.

- Vi er ingenting uden den frivillige indsats, så det skal man finde mening i. Vi får ingen løn, men til gengæld mærker vi tydeligt anerkendelsen fra de unge hver eneste weekend. Det betyder noget for dem, og det er enormt givende i sig selv, siger hun og fortsætter:

- At få en stor krammer fra et ungt menneske, der virkelig har brug for det, er værd at stå op om natten for.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste