Billede beskrivelse

Kvinde i Aalborg gik rundt med over 2 mio. kroner i lommen i tre måneder

05. februar 2024 kl. 06.01

Man kender det godt: Det haster ikke, jeg når det nok i morgen. Eller i overmorgen…

Sådan gik en kvinde fra Aalborg rundt i månedsvis med en bunke lotto-kuponer i pungen, som hun lige skulle have tjekket nede i kiosken. Ved lejlighed. 

- Jeg er den type, der køber en Lotto eller Eurojackpot en gang imellem. Og så tager jeg ned i kiosken og afleverer dem, når der er nogle stykker. Denne gang var der vist syv kuponer, som jeg ikke havde fået tjekket, fortæller kvinden i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Se også
Over tre millioner 1000-kronesedler er blevet indleveret på en måned

Af de syv kuponer var der både gevinst på den første og den sidste. Den første kupon var 70 kroner værd, hvortil kvinden glad svarede:

- Nå, det var da dejligt!”

Men den sidste kupon viste sig at være en hel del mere værd.

I kiosken fik hun at vide, at gevinsten var større end hun kunne få udbetalt, så hun skulle ringe til Danske Spil. Da hun gjorde det, fik hun næsten et chok. Det viste sig, at den kupon, hun havde haft liggende foldet sammen i pungen i lommen i hele tre måneder, var ikke mindre end 2.263.393 skattefri kroner værd.

- Da jeg fandt ud af det... Jamen, det er jo fuldstændigt vanvittigt. Tænk, at jeg har gået med den kupon i pungen i så lang tid, udtaler kvinden, som forholder sig anonym.

Se også
Nu kan du shoppe Gucci, Louis Vuitton og sjældne sneakers i ny butik i Øgaden

Hun har voksne børn, og i første omgang bliver det ikke mindst dem, som skal nyde godt af gevinsten. Derfor blev de selvfølgelig også glade, da deres mor ringede med gode nyheder.

- Skal jeg være storesøster? udbrød kvindens datter som det allerførste, da hun kom til telefonen.

- Nej, det skal du ikke! Jeg er over 60 år gammel! Men din mor er gået hen og er blevet millionær! fortæller kvinden, som med et grin tilføjer, at selv om hun egentlig ville holde nyheden hemmelig, så gik der ikke længe før alle datterens kollegaer vidste det: Datteren råbte nemlig straks ud i rummet: ’MIN MOR ER BLEVET MILLIONÆR!’

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste