Kommunen sparer på vandet: Disse springvand åbner 1. maj
Det er ingen hemmelighed, at økonomien i Aalborg Kommune i disse år er under pres. Det er en situation, som Aalborg deler med de fleste af landets øvrige kommuner.
Det får konsekvenser for byens springvand, skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Som en del af budgetforliget for 2024 har Aalborg Kommune derfor besluttet at holde flere af kommunens offentlige springvand lukkede.
Kommunen sparer herved omkring 200.000 kroner på driftsomkostningerne ved at holde 22 af kommunens i alt 28 offentlige springvand lukkede i 2024.
– Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan åbne alle springvand i år. Men det er et skånsomt sted at spare for at få enderne til at hænge sammen, siger rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen.
Springvandet på Toldbod Plads åbner
Seks af kommunens springvand bliver åbnet den 1. maj.
– Vi blev bedt om at kigge på, hvor vi kunne spare. Og man fulgte vores forslag til seks springvand, der kunne holdes åbne i 2024, fortæller formand i Aalborg Kommunes Entreprenørenhed Henning Leander Sørensen.
Ramblaen ved Føtex i Nørresundby holdes blandt andet i gang, fordi det har en drænfunktion og derfor er med til at holde det høje grundvand i området i ave.
– Og så har vi springvandet på Toldbod Plads, som opsamler regnvand til reservoiret, hvilket er med til at holde vandudgifterne nede her, fortsætter Henning Leander Sørensen.
Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen supplerer:
– Toldbod Plads er desuden et trækplaster og vores mest besøgte springvand, da rigtig mange borgere og turister passerer pladsen. Så det beholder vi.
Disse seks springvand åbner
Springvandet på Toldbod Plads
Gåsepigen på Vesterbro
Kampen mod havet i Prinsensgade
Susanne i badet i Rotunden i Hasseris
Ramblaen i Nørresundby
Drengen og den lille havfrue i Kildeparken