Klumme: Sig “historisk” til din hverdag
Endelig er der noget, der virker.
Jamen, jeg er egentlig som udgangspunkt selv ret skeptisk over for alt sådan noget lifecoach-noget, lifeconsulting-noget, selvhjælps-positivitets-optimerings-noget, mindfulness-mentor-mening-lykke-noget.
Alt det der motivationsmumbojumbo.
Men nu har jeg fundet noget, der virker. Noget, der hiver det hele op fra normalitetens dynd. Noget, der kvaser kritik, brok og negativitet i dagligdagen. Og det er lige til at gå til, du behøver faktisk ikke gøre noget.
Det er næsten det bedste af det hele.
Gennem det seneste år har jeg lært at sige “historisk”, “ambitiøst” og “ansvarligt” i min hverdag, og jeg kan kun varmt anbefale dig at gøre det samme. Du skal ikke ændre noget som helst eller gøre en anderledes indsats inden for noget overhovedet.
Du fortsætter helt, som du plejer, siger blot historisk om en ting eller to og bygger lige så stille på. Nu er det vanlige ymerdrys pludselig historisk og en helt almindelig hverdagstur med 13’eren bliver inden længe til en historisk ambitiøs tur til Uttrup Nord, hvor du har taget fremsynet ansvar for din egen billetsituation.
Så ranker man ryggen lidt.
Så skyder man brystet lidt frem.
Det føles godt.
Er du blevet mere klimavenlig derhjemme, bedre til at affaldssortere eller til at benytte offentlig transport i dagligdagen? Nej, men du har historisk store ambitioner. Så kan ingen med rimelighed forlange mere af dig og den dårlige samvittighed over plastbakken i restaffald fordufter som dug for solen.
Jo, det her er virkelig et mindset, der kan noget.
Kun fantasien sætter grænser.
Som nordjyde skal man selvfølgelig vænne sig til at bruge så store ord om alt muligt, navnlig uden egentlig at gøre noget særligt, noget anderledes eller måske noget i det hele taget. Men når først, du har vænnet dig til det, så kigger du som det mest naturlige i verden tilbage i de umiddelbart skuffede øjne på den lille nevø, du netop har givet det selvsamme slatne, uigennemtænkte, uopfindsomme bras af en julegave, som sidste år og året før igen og året før det.
- Det der, det er en historisk ambitiøs julegave. En historisk ansvarlig gave. Og jeg synes faktisk, helt ærligt, du burde sætte pris på, at der er nogen, der tør tage ansvar. Nogen, der tager ansvaret på sig i stedet for at pege fingre ude på fløjene.
- Det er jeg også sikker på, du med tiden vil forstå og værdsætte.
Så fortager al eventuel kritik og mishag sig fluks, det kan jeg godt love.
Prøv selv.