Billede beskrivelse

Holdløb for nordjyske motionscykelklubber fik nye vindere

09. oktober 2024 kl. 19.04

GISTRUP: Motionscykelklubben Himmerland, der har klubhus i den gamle tandklinik i Gistrup, holdt forleden en efterhånden mangeårig tradition i hævd ved igen at afvikle den årlige udgave af det populære løb på en 36,5 kilometer lang rundstrækning i et kuperet terræn i Østhimmerland, som skulle gennemkøres to gange af de i år 15 tilmeldte hold, som alle hver består af seks cykelmotionister som udgangspunkt.

Der var start og mål tre kilometer syd for Gistrup og der var omklædning og efterfølgende frokost og præmieuddeling i den gamle hal i Gistrup Idrætscenter.

Det aktuelle løb er specielt på den måde, at alle uanset alder og køn kan deltage på lige fod på holdene for der gives bonuspoint efter køn og alder i forhold til en gradueret skala så løbet handler primært om at præstere bedst muligt i forhold til alder og køn.

Der var også i år medaljer og pokaler til de tre bedste hold, men i modsætning til de seneste tre år var der en ny vinder af den simple grund at holdet ”De gamle” fra NBC Frederikshavn måtte sende afbud på grund af sygdom.

Således blev vinderen i år i al beskedenhed det sorte hold fra den arrangerende forening Motionscykelklubben Himmerland og det skete med en korrigeret tid på 1 time, 22 minutter og 25 sekunder foran Hold 1 fra Aalborg Cykle-ring Motion, der blev noteret for en korrigeret tid på 1 time, 28 minutter og 2 sekunder, samt Hold 2 fra Aalborg Cykle-ring Motion på tredjepladsen med en korrigeret tid på 1 time, 31 minutter og 28 sekunder.

Det blev endnu engang i år Hold 1 fra Aalborg Cykle-ring Motion, der reelt kørte ruten hurtigst af alle i tiden 1 time, 50 minutter og 2 sekunder, hvilket svarer til imponerende 39,8 kilometer i timen. Blandt de årlige pokaler er også en til holdet med flest kvinder på cyklerne og det var nemt i år for HC38 fra Hobro havde den eneste kvinde med i løbet i år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste