Billede beskrivelse

Hjerterummet i Aalborg sørger for gratis måltider til byens udsatte borgere

10. marts 2024 kl. 12.00

Selvom inflationen langt om længe viser tegn på at aftage, er dens konsekvenser stadig tydelige, særligt for danskere i sårbare livssituationer - og det gælder også aalborgenserne.

Regeringen og flere partier i Folketinget har reageret på dette ved at bevilge en pose penge til organisationer, der arbejder med at hjælpe børn i udsatte familier og andre i sårbare positioner.

En af disse organisationer er Blå Kors Danmark, som arbejder for at hjælpe udsatte og ensomme voksne, og i Aalborg er de repræsenteret på Den Sociale Café Hjerterummet.

Finder fællesskab og støtte på Hjerterummet

Tine Hedemann Tjell, som er leder af Hjerterummet i Aalborg, forklarer:

- Det seneste år har vi oplevet en øget tilstrømning af mennesker, som kommer forbi vores værested. Inflationshjælpen gør det muligt for os at fortsætte med at uddele gratis måltider hele ugen igennem, forkæle vores gæster med frugt og grønt, og fra tid til anden indkøbe madvarer til gratis uddeling, forklarer Tine.

Se også
Har du en psykiatrisk diagnose? Hjalte Ross giver gratis intimkoncert

- Mad er et helt basalt behov hos os alle, og vi oplever også, at muligheden for at få gratis mad har stor betydning for vores gæster. Der er særligt stor efterspørgsel, når vi to gange om ugen serverer varmt mad, siger hun.

Hjerterummet er det eneste værested i Aalborg, der har åbent om aftenen. Dørene er åbne mandag til torsdag fra kl. 17 til 21 og fredag samt søndag fra kl. 16 til 20.

Billede beskrivelse

Kreative aktiviteter spiller en stor rolle

På Hjerterummet handler det ikke kun om at stille sulten, det handler også om at skabe et trygt og inkluderende miljø for dem, der kommer på besøg. Mange af gæsterne lever i en hverdag præget af udsathed og vanskeligheder som følge af misbrug, psykisk sygdom, hjemløshed eller ensomhed. Her tilbydes et fællesskab og en mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter og kreative processer.

Se også
Bo tager telefonen, når børn ringer med problemer: Nu kan du støtte hans arbejde

Kunst og kultur spiller en særlig rolle på Hjerterummet, idet det ifølge Tine Hedemann Tjell giver brugerne mulighed for at udtrykke sig på en unik måde og skabe forbindelser på tværs af baggrund og livssituation.

Kreativiteten kulminerer blandt andet i en særlig festival - Rodløs Kulturfestival - som i år løber af stablen den 7.-9. november, hvor alle er velkomne til at komme og netragte de forskellige kunstneriske udtryk, der er skabt på Hjerterummet i årets løb.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste