Fy for en snaps: Her er 3 alternativer til julefrokosten
Julefrokost-tid er over os, og det betyder, at byen er fuld af hyggelige sammenkomster, hvor vi samles om det festlige julefrokostbord. Selvom snaps har været en fast bestanddel af det klassiske julefrokostbord i evigheder, bliver der ofte kastet sjove grimasser og lyde fra sig, når skålene lyder.
Men findes der andre alternativer til den lille kolde drik, som kan nydes sammen med silden og de andre julegodter? Her hos aalborg.nu har vi besøgt Skjold Burne Vinhandel på Boulevarden for at dykke ned i alternativerne sammen med Søren Skovlund.
Anholt Gin
Denne gin er lavet med håndplukkede enebær og det bedste drikkevand, Danmark kan mobilisere, fra øen Anholt i Kattegat.
– Der har aldrig været dyrket landbrug på Anholt, og det betyder, at deres vand er rent og blødt. Desuden bruges der enebær, som er dyrket på Ørken på Anholt. Gin er derfor et meget rent produkt, fortæller Søren Skovlund, ejer af Skjold Burne Vinhandel.
Vodka fra Nordisk Brænderi
Har du nogensinde smagt vodka, der smager af persillerod eller rødbeder? Hos Nordisk Brænderi kan du få begge dele: Parsley Vodka og Beet Vodka.
Begge vodkaer kan nydes som en frokostdram, og den friske smag af persillerod fungerer rigtig godt til smørrebrød, mens smagen af rødbede går godt i spænd med flæsk og persillesovs eller en leverpostejmad.
– De smager virkelig af rodfrugt. Persillerodsvodkaen er god til smørrebrød, mens rødbedevodkaen er rigtig god til luneretter, eksempelvis postej, siger Søren.
Zuidam Jonge Graan Genever
Zuidam er en genever, som er i familie med gin og den stammer fra Holland. Den kan drikkes ren og smager af enebær, lakrids og anisfrø. Resultatet er en frisk og frugtig genever, som er fyldig og blød.
– Genever er virkelig godt, og det stammer fra en gammel hollandsk tradition, hvor man spiser rollmops, som er sildefilet, der har ligget i en lage af eddike og salt, afslutter Søren.