Efter uheld i det kolde vand: Badeklub kommer med opfordring
Vinterbadning er populært, men det er ikke uden risiko
AALBORG: Det er ikke uden risiko, når man trodser årstidens lave vandtemperaturer og giver kroppen et planlagt kuldechok med en dukkert i fjorden – for det kan gå galt.
Og netop det oplevede Solsidens Badeklub Sælen i weekenden under et populært saunaevent, da et medlem pludselig fik et ildebefindende efter en tur i det kolde vand.
- Vi har haft stor succes med dette event, hvor mange af de fremmødte medlemmer har påskønnet vores indsats, imens vi arbejder på større projekter, fortæller Dorte Mayann Hansen, der er formand i Sælen, og tilføjer:
- Desværre var der også besøg af en ambulance, da et medlem fik et ildebefindende og blev så utilpas, at hun måtte tilses. Heldigvis er hun helt ok og kom hjem efter grundig undersøgelse på hospitalet. Dog med rådet om, at det er bedst, hun ikke bliver vinterbader lige nu.
Dorte Mayann Hansen er glad for, at det endte godt, men understreger, at det er bedst at være mindst tre personer, når man bader.
- Så én kan hjælpe den tilskadekomne og én kan hente hjælp. Hvis en person bliver dårlig i vandet og skal hjælpes op, vil én hjælper sjældent være tilstrækkeligt, forklarer hun.
Erfaringer fra andre vinterbadeklubber viser, at der skal fire personer til at hjælpe en person op af vandet på et spineboard. Rådet fra Dorte Mayann Hansen er dermed klart:
- Bad sammen og gå op sammen.
Drømmer du om at blive vinterbader, er det vigtigt, du ikke bare hopper i – for det kræver lidt forberedelse.
- Du kan starte langsomt op med badning og vænne dig til den kolde temperatur over længere tid. Husk at lytte til din krops signaler. Kun du ved, hvordan det føles netop for dig, fastslår Dorte Mayann Hansen.
Flere events i fremtiden
Solsidens Badeklub har planer om flere events, og her står der blandt andet måneskinsbadning, julebad og saunagus på listen. Derudover arbejder klubbens frivillige stadig mod at udvide klubben med flere faciliteter som sauna og omklædningsrum.
Du kan melde dig ind i badeklubben på www.sælen.dk.