Efter borgmesterens voldsomme styrt: Det skal der ske nu
Thomas Kastrup-Larsen (S) er ikke i stand til at møde op på borgmesterkontoret efter sit voldsomme fald på et isglat fortov
AALBORG: Fire brækkede ribben og en punktering af højre lunge blev resultatet efter et voldsomt fald for borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
Ulykken skete mandag morgen på hjørnet af Fredericiagade og Schleppegrellsgade i Vestbyen i Aalborg.
Og tirsdag er borgmesteren fortsat mærket af styrtet.
- Jeg er sofaliggende, siger Thomas Kastrup-Larsen til Nordjyske.
Han har aflyst sine aftaler den næste uge, fordi han stadig er mærket af kraftige smerter. Byrådskalenderen er heldigvis tom indtil efter nytår.
- Vi havde det sidste møde i byrådet mandag, og vi har ikke flere møder i økonomudvalget heller, så jeg håber, jeg kan bruge juleferien på at blive frisk igen.
Mandag tog Helle Frederiksen (S) over for borgmesteren på byrådsmødet, som hun har gjort det tidligere, når han har været sygemeldt. Men det bliver ikke nødvendigt at finde en mere permanent afløser denne gang.
- Jeg kan selvfølgelig ikke arbejde med store smerter, men jeg håber, jeg snart kan være tilbage igen, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Har ikke talt med grundejer
Det voldsomme styrt skete klokken 07.30 på et spejlglat fortov på hjørnet af Fredericiagade og Schleppegrellsgade et stenkast fra borgmesterens hjem.
Selv om styrtet skete på fortovet, hvor det typisk er den private grundejer, der har pligt til at rydde for sne og is, har Thomas Kastrup-Larsen ikke taget kontakt til vedkommende.
- Det var jeg ikke i stand til, siger han.
Ifølge reglerne for snerydning, som du kan læse på borger.dk, kan man rejse et erstatningskrav mod ejeren af grunden eller myndigheden, hvis man falder, fordi de har forsømt deres forpligtelse til at rydde for sne.