Det betyder boligskatteændringerne for dit boligkøb og -salg
I 2024 trådte de nye boligskatteændringer i kraft, som skal sikre at skatten, man betaler for sin ejendom, matcher ejendommens aktuelle værdi.
Derfor skal danske boligejere nu have deres ejendom vurderet hvert andet år, for at bestemme skatten for de næstfølgende to år.
Udover at have betydning for, hvor meget man som boligejer skal betale i skat, så kan de nye regler også få betydning for boligkøbere og -sælgere.
Det kan betyde noget for boligens pris
Ifølge Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, er det vigtigt at holde øje med de nye boligskatter, da det kan have stor betydning for en ejendoms værdi og de faste udgifter knyttet til ejendommen.
Hvis for eksempel den nye ejendomsvurdering på en bolig er steget, kan det betyde, at du som køber af boligen, vil skulle betale mere i skat end de nuværende ejere.
- Har man set sig varm på en ejendom, der i år er steget meget i boligskat, skal man være opmærksom på, om det afspejler sig i boligens pris, så man ikke køber for dyrere, end man vil kunne sælge for, fortæller hun.
Med andre ord kan det for boligkøbere være en god idé at være opmærksom på, om boligens pris tager højde for de nye skatteregler og eventuelt er nedjusteret i forhold til det. Omvendt kan det for boligsælgere betyde, at man måske ikke vil kunne sælge boligen til den pris, man havde tænkt.
Men på samme tid er det ikke helt så enkelt, da der også er andre ting, der spiller en rolle, når det kommer til prissætningen på en bolig.
For eksempel skriver Birgit i en pressemeddelelse til Ritzau, at boligpriserne i Frederiksberg Kommune fortsat stigende trods de nye skatteregler, fordi efterspørgslen på ejerlejligheder i området er større end udbuddet.
Har ikke den store betydning i Aalborg
Ifølge Birgit ses der ikke helt så store udsving i det aalborgensiske boligmarked, som i hovedstadsområdet. Nogle steder er skatterne steget lidt, andre steder er de uændrede eller endda lavere.
Og det kan lokale ejendomsmæglere bekræfte:
- Vi ser ikke, at de nye boligskatter har den store betydning, og vi mener heller ikke, at det bør være afgørende for, om man køber drømmeboligen eller ej, siger Danni Thoft, der er indehaver og ejendomsmægler hos HANSEN & THOFT i Hasseris.
Han fortsætter:
- Selvfølgelig skal man have økonomien til det, man vil købe, og der hjælper pengeinstitutterne jo med at vurdere, hvad man kan købe for. Men det bør i mindst lige så høj grad handle om de mere bløde værdier, end blot at gøre en økonomisk god handel, når man skal købe bolig.