Brøler koster 1.650 kvajebajere
Nogle fejl giver en bedre smag i munden end andre.
I starten af november fik Nibe Bryghus sved på panden. For bryghuset kunne simpelthen ikke få lov til at aflevere sine Rudolf-juleøl på dagligvarekæden Coops lager.
Årsagen var, at stregkoden på juleøllens emballage allerede var optaget i systemet, og fejlen ville tage mere end en måned at rette.
Hurtig løsning
Det viste sig hurtigt, at årsagen skulle findes for tre år siden. Dengang solgte Saphe, der producerer trafikalarmer, sit ”drive”-produkt i Coops butikker.
Da produktet skulle registreres, blev der lavet en tastefejl i stregkoden på produktemballagen, hvilket betød, at Rudolf-øllens stregkode nu ikke var ledig alligevel.
Saphe blev gjort opmærksomhed på problemet i starten af november, og virksomheden var hurtig til at gå i dialog med Nibe Bryghus.
Beklagelig fejl
Løsningen blev, at Saphe har købt hele lageret af de øl, som ikke kunne blive solgt i Coops butikker – i alt 1650 flasker.
- Det er virkelig bare så uheldigt, som noget kan være, og det er en beklagelig fejl fra vores side, som vi selvfølgelig tager et ansvar for. Heldigvis er juleøl ikke den værste regning at betale, men forhåbentligt den sidste med så højt et antal, siger Freddy Sørensen, CEO og grundlægger af Saphe.
Direktøren fortæller, at virksomheden nu arbejder på at uddele en stor del af juleøllene til sine gode samarbejdspartnere, og mon ikke der bliver en ekstra julegave til medarbejderne.