Afslag på afslag: Nu prøver Kasper en ny metode for at finde en læreplads
29-årig kørestolsbruger efterlyser potentiel arbejdsgiver på Facebook
- Jeg søger læreplads som kontorelev. Kan I hjælpe mig?
Sådan står der i et opslag, som 29-årige Kasper Völcker Petersen fra Aalborg for nylig delte på Facebook. Trods et utal af ansøgninger og 13 jobsamtaler, er det nemlig ikke lykkedes ham at finde en læreplads, og derfor har han efterhånden også en lille mistanke om, at det kan skyldes hans handicap.
- Hver gang jeg har været til jobsamtale, har jeg ellers haft på fornemmelsen, at det er gået godt. Men jeg har alligevel været så uheldig, at de har fundet en anden kandidat, som de syntes matchede bedre, fortæller han.
Siden oktober har Kasper derfor været i skolepraktik. Men han vil hellere have en rigtig læreplads - og gerne indenfor administration. Det mener han nemlig selv, han har et vist talent for.
- Jeg er jo arbejdsleder for mine handicaphjælpere og synes selv, jeg er ret god til at administrere vagtplaner, holde ansættelsessamtaler og den slags. Så jeg tror, det er noget, jeg vil være god til. Det falder mig i hvert fald ret naturligt, tilføjer han.
Egen bil og hjælper
Kasper er spastiker og afhængig af sin el-kørestol. Men da han har egen bil og hjælp til at komme rundt, mener han ikke, det burde være nogen hindring.
- I bund og grund er jeg fleksibel. Men skal jeg bruge mere end en times kørsel hver vej, begynder det nok at blive lidt besværligt, forklarer han.
Ifølge Kasper er kørestolen til gengæld ikke meget større end en almindelig kontorstol, så det bør ikke være den, der afholder en eventuel arbejdsgiver fra at ansætte ham.
- Faciliteterne skal selvfølgelig være sådan, at man kan komme ind med en kørestol. Og så skal der helst også være en elevator, men bortset fra det, synes jeg egentlig, at jeg er ret fleksibel og løsningsorienteret, understreger han.
Søger hver uge
Indtil nu har Kasper hver uge søgt mindst to stillinger som kontorelev, og han krydser naturligvis stadig fingre for, at det lykkes på et tidspunkt. Især fordi det fortsat er hans opfattelse, at der er ledige jobs indenfor hans fag.
- Det har været en lidt svær kamp. Jeg kan jo ikke sidde og sige, at det er mit handicap, der har gjort udslaget. Men i sidste ende, er det alligevel den følelse, jeg efterhånden har. For det er som om, jeg på en eller anden måde lige skal bevise lidt ekstra i forhold til andre kandidater, forklarer han.
- Lige nu er jeg egentlig berettiget til førtidspension. Men jeg vil gerne ud og bidrage til arbejdsmarkedet, for det er det, jeg føler mig bedst tilpas i, og hvor jeg føler, at jeg kan gøre en forskel, tilføjer han.
Før han gik i gang med uddannelsen til kontorelev, har Kasper blandt andet gået i gymnasiet på Sjælland, hvor han oprindeligt kommer fra. Men for to år siden flyttede han til Aalborg for at være sammen med sin kæreste, og derfor er drømmen naturligvis også et job, der ikke ligger alt for langt fra Nordjyllands hovedstad.
- Men hvordan bevarer man så gejsten, når man har søgt så mange jobs?
- Den har måske også været højere, end den har været her de sidste par måneder. Det vil jeg da ærligt indrømme. Men derfor tænkte jeg også, at jeg nu ville prøve de sociale medier for at se, om der er nogen, der kan komme til mig i stedet for, at det hele tiden er mig, der skal række ud, forklarer han.