Billede beskrivelse

Kunsten går online: Fire kendte har fundet deres favoritter

Fire kendte danskere med nordjysk tilknytning fortæller om deres yndlingsværk på Kunsten

05. november 2022 kl. 12.01

Komikeren Geo ser sig selv i en grotesk hofnar og Bertel Haarder beundrer et ukonventionelt selvportræt.

Kunstens samling med over 4.000 værker er kommet på nettet. Dermed kan du søge efter alle dine favoritter hjemme i stuen. Du kan også lave dine egne, små samlinger og give dem navne. Og du kan søge på værker ud fra forskellige temaer, for eksempel kvindelige kunstnere, selvportrætter, CoBrA – eller sågar heste, fodbold, hænder eller jazzmusiker. Fire kendte danskere med nordjysk tilknytning har kigget i den nye onlinesamling og fundet deres yndlingsværk.

Bertel Haarder

Billede beskrivelse

Portrætkunst er en svær disciplin. Jeg går dagligt på Christiansborgs gange mellem kedsommelige, grå portrætter af mænd i habitter. Det bedste er portrættet af Jens Otto Krag i blå sweater. Derfor har jeg selv valgt at blive portrætteret af en kunstner, der bruger overraskende farver, og som med få penselstrøg maler mit ansigt, så det genkendes på lang afstand.

Billede beskrivelse

Axel Bentzens selvportræt med de stærke farver brænder sig ind på nethinden. Måske kan jeg huske det fra den periode, hvor jeg med familien boede i Aalborg i ”barnevognsafstand” fra Kunsten, som vi ofte besøgte.

Helle Fagralid

Det splitsekund, der skildres i maleriet, rammer mig med lige præcis den følelse, der melder sig hvert eneste forår; en blanding af forelskelse, skrøbelighed, forventning og længsel.

Billede beskrivelse

Der er noget bittersødt over situationen imellem de to unge mennesker, der befinder sig midt i et hav af anemoner og pletter af lysende grønne bøgeblade, som netop er sprunget ud. Brendekilde var en mester til at skildre et nu, og det er pirrende, at vi ikke ved, hvad der kommer forud eller efter, at den unge mand med blussende kinder og halvåben mund med blikket søger den unge kvinde, der med lige så rødmende kinder og halvt bortvendt slår blikket ned.

Billede beskrivelse

Det er stille drama, genkendelig uvished, og jeg vender altid tilbage til Forår med nysgerrighed og et lille stik i hjertet.

Geo

Jeg er rigtig, rigtig vild med Kvium og har været det, siden første gang jeg stødte på ham. Første gang jeg så et værk af ham "live" var faktisk på Kunsten i gode gamle Ålleren.

Billede beskrivelse

Af de mange Kvium’er, som hærger på Kunsten, (for det er dét, Kvium gør - hærger), så er værket ”Blind Talk” mit yndlingsmaleri. Som med så meget kunst, kan det tit være svært at sætte facit på, hvorfor lige netop dét specifikke stykke kunst rører noget i en.

Billede beskrivelse

Men ”Blind Talk” skræmmer mig som udgangspunkt. Og samtidig kan jeg se mig selv og mine comedy-kolleger i denne cirkusklovn/hofnar, som tryller sorte æg ud af munden og forarger så meget, at en form for advarsel om giftigt indhold er påtrykt hans hat - jeg kan stirre på det forever!!!

Kristian Riis

Mit yndlingsværk er Kunsten (1972) som ramme for blandt andet performance-kunst som ”Marking Breath” af Sophie Dupont.

Billede beskrivelse

Det, der rammer mig allermest særligt, er ikke så meget de fysiske værker, men de ting, der foregår på Kunsten. Jeg er vild med de events og happenings, der sker i haven om sommeren og de aktiviteter, der ikke kan sættes i en ramme, for eksempel jeres Kunsten Summer Lounges. Men dét, der ramte mig allermest, var det performance-stykke, som Sophie Dupont lavede. Jeg deltog selv og blev efterfølgende interviewet.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste