Kulturbroen lukker i aften: Derfor lukker broen både nu og i påsken
Banedanmark kommer til at spærre Kulturbroen flere gange i år, heriblandt denne weekend og hen over påsken
Har du planer om at krydse fjorden på cykel eller gåben denne weekend eller i påsken, så kommer det til at foregå på den ”gammeldags” facon over Limfjordsbroen.
Banedanmark lukker nemlig Kulturbroen fra fredag aften kl. 20 frem til mandag morgen kl. 06 og igen over påsken fra 13. april kl. 21:30 til kl. 6 om morgenen 19. april, oplyser Aalborg Kommune.
Lukningen af Kulturbroen skyldes vedligeholdelsesarbejde på jernbanebroen, fortæller Bianka Saarnak, der er områdechef i Banedanmark.
- Som en del af det almindelige vedligehold skal jernbanebroen over Limfjorden renses og males i år.
Arbejdet begynder med en højtrykrens af store dele af broen, ifølge Banedanmark skal både klapfaget, kontravægtstårnet og de faste fag nord for klapfaget have en tur med højtryksrenseren.
Når det er overstået, bliver der foretaget pletreparationer, hvor det trænger. Til sidst skal alle flader på overbygningen og på ydersiden af underbygningen males, oplyser Banedanmark.
Den omgang kan de ikke klare alene i påskedagene. Arbejdet strækker sig helt frem til slut-september. Men Kulturbroen lukkes kun for os andre denne weekend, påsken, pinsen samt nogle dage i nattetimerne fra 22-06 efter behov.
Timet med arbejdet på Vesterbro
Selvom det måske er ærgerligt for din gåtur langfredag, at Kulturbroen er lukket. Så er der en forklaring på, hvorfor gang- og cykelbroen spærres af både til påske og pinse.
- Arbejdet er koordineret med udskiftningen af broen, der fører Vesterbro over jernbanen. På den måde udnytter vi i dette projekt, at der allerede er spærret for togtrafikken i forbindelse med projektet ved Vesterbro, forklarer Bianka Saarnak.
Mens Vesterbro ved Prinsensgade og Hasserisgade har været indsnævret siden vejarbejdet begyndte, vil den faktisk også været helt spærret i både påsken og pinsen.
Skal du cykle eller gå over fjorden i din påskeferie er der altså kun én alternativ rute; Limfjordsbroen. Men den er til gengæld lige så åben, som den plejer at være.