Krisen kradser: Sparer du også på nytårsknaldene?
Nordjyder bruger færre penge på fyrværkeri end resten af landet
AALBORG: Har du besluttet at lægge en dæmper på indkøbet af nytårskrudt i år, så er du ikke alene. På landsbasis forventes det, at der bliver købt ind for cirka 300 millioner kroner, og det er 33 procent mindre end sidste år.
Det oplyser Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
- Danskerne ser simpelthen ud til at holde lidt mere på pengene i år, og det resulterer altså i færre nytårsknald, siger Frederik Bergenfelt Friis, politisk konsulent i Dansk Erhverv.
Dykker man ned i tallene, viser det sig, at nordsjællænderne med en forventning på 170 kroner pr. husstand er topscorere, når det gælder køb af nytårskrudt.
Til sammenligning forventer vi i Nordjylland kun at bruge 100 kroner pr. husstand, hvilket er lidt mindre end de gennemsnitlige 110 kroner på landsplan.
- Også i år vil mændene klart bruge flere penge på fyrværkeri end kvinderne, og den mest raketglade dansker er en mand mellem 40 og 49 år. Men det mest markante er, at danskerne over en bred kam vil bruge færre penge på fyrværkeri i år, siger Frederik Bergenfelt Friis.