Klumme: Tusinder af nordjyder mister retten til at brokke sig
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.
- Hvis du ikke stemmer, så mister du retten til at brokke dig.
Den velkendte formaning bliver med et nyt tiltag nu virkelighed for de 16,8% af nordjyderne, som ikke stemte ved det netop overståede folketingsvalg og derfor med øjeblikkelig virkning har mistet al ret til at brokke sig.
Det oplyser Indenrigsministeriet, som forventer at orientere de berørte sofavælgere skriftligt via e-Boks en af de nærmeste dage.
Fratagelsen af retten til brok skal forstås bogstaveligt og er allerede trådt i kraft, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse og påpeger at det gælder alle kategorier af brok.
- Brok, jammer, klagesang, kværulanteri, flæberi, sukken, murren, snerren, spydigheder, visse typer af surmulen og åbenlys sarkasme af enhver art er omfattet af totalforbuddet, mens bedrevidende bagklogskab i udgangspunktet behandles som grænsetilfælde, der afhænger af en konkret og kontekstuel vurdering, skriver ministeriet og forklarer at tiltaget skyldes en ny EU-forordning, som Danmark er første land til at implementere.
Brokkeforbuddet for sofavælgere er formentlig langt mere vidtgående end mange på forhånd havde forestillet sig og gælder ikke kun valgrelateret brokkeri. Tværtimod er en række velkendte brokkeområder omfattet:
- Herunder, men ikke begrænset til, vejret, beskatning, snerydning, statslige it-løsninger, afgiftssatser, bus- og togdrift, betalingsparkering, årstider, infrastruktur, genudsendelser, øvrige trafikanter, telefonkøer, blæst, generationsforskelle, priser på bagværk, diverse startopstillinger, vejarbejde, kvaliteten af avisklummer, det kommunale serviceniveau og myg.
For ikke-stemmeafgivende nordjyder ventes det derudover især at ramme brok over kapacitetsudfordringer ved Limfjordstunnellen, parkeringsforhold i og omkring det centrale Aalborg, samt udvalgte indkørselsforbud. Også undskyldningen “broen var oppe” kan være omfattet, hvis den i enkelte tilfælde skønnes givet primært med brok i sinde.
Det nye brokkeforbud er i første omgang gældende frem til næstkommende valg, hvor brokkelicensen atter kan generhverves, lyder det i pressemeddelelsen fra Indenrigsministeriet, som samtidig maner til ro.
Langt de fleste vil nemlig ikke opleve nogen forskel.
- 83,2% af nordjyderne stemte og kan fremover fortsat brokke sig uden begrænsninger.