Billede beskrivelse

Klumme: Selvfølgelig er supersygehuset da kulturarv

13. november 2023 kl. 16.31

Er du også stadig lidt rystet, lidt skuffet og lidt arrig over den nye verdensarvsliste?

Jamen, jeg kender det godt.

Lidt knarvorn, lidt vranten, lidt vrissen.

Det er vi mange, der er.

Det kan man hurtigt forvisse sig om, blot man smuglytter en lillebette smule til helt tilfældige nordjyders helt tilfældige samtaler rundt omkring i den nordjyske virkelighed.

Jeg gør det selv dagligt.

Der er ingen tvivl eller vægelsind blandt dem, jeg smuglytter til.

Folk siger, helt ærligt, hvad har UNESCO gang i. Det siger de faktisk. Jeg hører det overalt.

Jojo, siger folk, det er da fint nok med de der nordjyske ringborge, Aggersborg og Fyrkat, på verdensarvslisten, det manglede da også bare, fint fint, noteret. Men det er da fuldstændig absurd, at hverken det nye nordjyske supersygehus eller busgraven på Kastetvej i Aalborg er på. Faktisk er der ikke én eneste nordjysk busgrav på UNESCO’s nye verdensarvsliste, tro det eller ej.

Det er helt vildt. Det siger folk altså.

Man påstår, nede i UNESCO, at hylde mageløse konstruktioner og bygningsværker med enestående betydning for menneskeheden som helhed, og så glemmer man noget af det allermest mageløse og enestående ingeniørkunst, vi har.

Har statuerne på Påskeøen måske præget én eneste undervogn på en sænket Suzuki Swift? Næppe, som jeg overhørte en sige i en tilfældig samtale nær konservesafdelingen i Brugsen i Sæby. Hvor mange lydpotter har Taj Mahal skrællet af en Honda Civic? Få, som jeg hørte en anden vurdere nede på havnen i Hals.

Det skøn hælder jeg også til.

De hævder raskvæk, i tide og utide, dernede i UNESCO, at de savner Babylons hængende haver og åh hvor er det en skam, de ikke er her mere. Og så overser de fuldstændig supersygehuset, et af de mest fabelagtige menneskeskabte vådområder. Der er vand i vægge, i gulv, i yder- og indermure, i isolering, alle steder og der er en biodiversitet uden lige.

Alt gror derude.

Du finder ikke en algeart eller en mugtype, de ikke har ude på supersygehuset, som jeg overhørte en helt tilfældig nordjyde sige i en tilfældig samtale med en anden tilfældig nordjyde i et tilfældigt byggemarked i Kås.

Og La Sagrada Familia nede i Barcelona er jo altså på verdenarvslisten, så det kan næppe være fordi, supersygehuset ikke officielt er færdigt.

Ik’, altså.

Det siger folk også.

Nej, folk heroppe ryster synkront på hovedet, og jeg forstår dem godt, og jeg har heller ikke hørt UNESCO komme med en god forklaring.

Man kunne snildt få den mistanke, de ikke har nogen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste