Billede beskrivelse

Klumme: Gud bekræfter: - Stod bag Høghs landsholdsudtagelse

08. april 2026 kl. 15.31

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

- Først og fremmest tak til Gud.

Den tidligere AaB- og Hobro-spiller Kasper Høgh har flere gange givet Bibelen og Gud æren for karrierens udvikling og resultaterne på fodboldbanen.

Senest sendte Kasper Høgh, under en presseseance i DBU-lejren, en stor tak i retning Gud, som ifølge Høgh har spillet en afgørende rolle for den nuværende Bodø/Glimt-angribers debutudtagelse til fodboldlandsholdet til kampene mod Nordmakedonien og Tjekkiet.

Og den er skam god nok, bekræfter Gud, som nu for første gang udtaler sig direkte om Høghs vej til det danske A-landshold.

- Ja, jeg stod bag Kasper Høghs landsholdsudtagelse. 100 procent, det kan der ikke være to meninger om, siger Himlens og Jordens skaber uden dog i detaljer at forklare, hvordan udtagelsen af spillere til fodboldlandsholdet konkret er blevet påvirket.

- Men lad mig bare sige det sådan, at jeg kan trække i et par tråde, fortæller en storsmilende Gud, der efter eget udsagn “da har haft lyttelapperne ude”, når angriberen med den nordjyske fortid har henvendt sig gennem bøn.

Ifølge den himmelske fader bakker en samlet treenighed op om Høghs landsholdsplads.

- Det er et bette eventyr. Lidt hverdagstrylleri, pointerer Gud, som imidlertid ikke vil forholde sig til kritikken i kølvandet på den almægtiges specifikke indblanding i landsholdstruppens sammensætning på udvalgte positioner.

For med de massive udfordringer, der hærger kloden, tegner sorte fremtidsskyer og martrer store dele af menneskeheden, er det så betimeligt og hensigtsmæssigt at prioritere lige netop Kasper Høghs landsholdsplads blandt et væld af andre mulige indgreb?

- Den diskussion kommer jeg slet, slet ikke til at gå ind i, lyder det afvisende fra Gud, som efter eget udsagn ingenlunde kan genkende, at klimakrise, energikrise, konflikter, ufred, nød, naturkatastofer og en uendelig liste af øvrigt verdensbøvl har måttet vige for et guddommeligt, men snævert fokus på trupsammensætningen til et par forgæves danske playoffkampe i VM-kvalen.

- Nej, jeg anerkender simpelthen ikke præmissen. I kan godt spare jer.

Heller ikke spørgsmålet om Gud har måttet fravige en ellers fuldendt skæbneplan for alverdens individer i for-, nu- og fremtid blot for at tilgodese særinteresser og personlige ambitioner, baseret på bøn, ros og lovsang, falder i god jord.

- Ved du hvad, jeg synes egentlig, jeg allerede har svaret. Vi kommer det ikke nærmere. Mine veje er uransagelige. Færdig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste