Billede beskrivelse

Klumme: Fra arkivet år 1539: Protester mod nye slotsplaner

14. april 2026 kl. 11.00

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden

Fra arkivet, år 1539: Planerne om et større slotsbyggeri på en central grund tæt på Aalborgs travle havnefront møder nu modstand blandt lokale borgere.

Det nye Aalborghus Slot skal efter planen afløse borganlæg, der blev ødelagt i forbindelse med urolighederne under den nyligt overståede Grevens Fejde, men som allerede før fejden var nedslidt og i forfald. Derfor skal der bygges et nyt og mere tidssvarende anlæg, lyder det fra bygherre.

Men allerede inden byggestart kritiseres det kommende firelængede slotsbyggeri med volde, eksercerplads, fangekælder og hvad der ellers hører et moderne fæstningsanlæg til.

- Det er det rene vanvid, men det er så typisk Aalborg. Hvor skal man parkere? Ja, jeg spørger bare, spørger Rigmor Burchard Bartholinus-Prætorius i et opslag på fællestavlen ved Budolfi Kirke og henviser til, at den fremtidige slotsbyggeplads hidtil har fungeret som betalingsfrit parkeringsområde for heste- og kreaturtrukne vogne.

- Den plads er vi mange, der bruger flere gange om ugen. Breaking news, det er altså ikke alle, der kan nøjes med gåben. Slå nu tænkeren til!

Og Burchard Bartholinus-Prætorius er langt fra den eneste, der er faret i blækhuset.

- De vil åbenbart bare have oksekærrerne ud af byen. Trist med trist på, lyder det vredt fra Diderik Otto Krumpen i en kommentar under Bartholinus-Prætorius opslag.

- I dræber erhvervslivet! Der er brug for FLERE, ikke FÆRRE parkeringspladser og ikke en eller anden stor, hvid, firelænget kasse, skriver Leopold Erasmus Laurentius med henvisning til kongelig bygmester Martin Busserts designudkast, som indgår i lokalplansforslagets høringsmateriale.

Slottet kommer til at fungere som lensadministration og regnskabsslot med oplagsplads for de betydelige mængder naturalieydelser, kronen gennem trusler og tvang modtager fra hele Nordjylland. En ny tortur- og fangekælder vil huse skyldnere, hekse, kirkeskulkere, fattigfolk og andre forbrydere med utugtig opførsel.

Enkelte frygter eventuelle støjgener ved en kommende pilotering af det fjordnære område, men parkeringsspørgsmålet fylder mest.

- Uduelige skrankepaver! Vi er nogle borgere, der er totalt afhængige af en æselkærre for at hverdagen hænger nogenlunde sammen. Det er allerede pløkumuligt at komme rundt inde i centrum, mener Ditlev Holger Rosenkrantz, som drømmer om et aflastningsområde med tilstrækkelig parkeringskapacitet ved Skalborg i Aalborgs sydlige udkant.

- Det kan kun gå for langsomt, ifølge Ditlev Holger Rosenkrantz.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste