Billede beskrivelse

Karneval: Nu kan du få armbånd på

24. april 2018 kl. 08.14

AALBORG: Årets karneval rykker nu for alvor nærmere.

Og på torsdag, 26. april, passerer vi en mærkedag, når salget af loyalitetsarmbånd i de fysiske butikker skydes i gang.

Armbåndene kan købes i 7-Eleven-butikker over hele landet, i Karnevalsshoppen og hos Billig Billy.

- Det er de samme salgssteder som tidligere år og betyder, at de, der kun skal have et enkelt armbånd kan slippe for at betale fragt, de ellers skal på nettet, siger talsmand for Aalborg Karneval Mette Bugge.

Salget af armbånd har allerede været i gang i nogen tid på nettet. Og det er da også her, at den største del af dem sælges.

- Vi er mega stolte over, at så mange støtter os ved at købe armbåndene på forhånd. Vi oplever, at der er stor forståelse for, at det altså ikke er kommunen, men en forening, der sørger for at arrangere festen, forklarer hun.

Billede beskrivelse

Godt vejr sætter gang i salg

På nuværende tidspunkt ligger salget af armbånd over salget på samme tid sidste år, og særligt de seneste dages sol har fået det til at rykke.

- Folk forbinder tydeligvis karnevalet med godt vejr, og så bliver man lige mindet om, at det er snart, siger Mette Bugge.

Sidste år købte 40.000 et loyalitetsarmbånd, som ud over at sikre adgang til Kildeparken også giver gratis kørsel med Nordjyllands Trafikselskab, Arriva og DSB i hele Nordjylland. Det betyder, at flere end halvdelen af de 75.000, der angiveligt deltog i folkefesten, var med til at støtte arrangementet.

Billede beskrivelse

Og endnu flere skal i fremtiden bære karnevalsmærket omkring håndleddet.

I en ny samarbejdsaftale mellem foreningen og kommunen, har Aalborg Karneval sat som mål, at 63 % af deltagerne i karnevallet 2022 har købt et loyalitetsarmbånd.

Et ambitiøst mål, som på ingen måde er urealistisk, vurderer Mette Bugge.

- Vi oplever, at der er stor vilje til at bakke op. Og med armbåndene italesætter man også, at det her altså er vores allesammens fest, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste