Billede beskrivelse

Idrætsmødet har fået vokseværk

Den stort anlagte festival bliver udvidet med en ekstra dag i 2023

23. oktober 2022 kl. 18.03

AALBORG: Kan du ikke få nok af Idrætsmødet, så kan du godt glæde dig til 2023.

Festivalen, der hvert år samler mellem 20 og 30.000 gæster samt omkring 1000 deltagere til en konference om idræt i Aalborg, bliver nemlig en dag længere.

Arrangementet kommer til at strække sig over tre dage - og aftener. 

Samtidig vil den folkelige del af festivalen blive afviklet på samme dage som konferencen. Arrangørerne håber, at det vil skabe større synergi mellem arrangementets to halvdele - den åbne del for publikum og selve konferencen.

Den åbne del finder sted i Kildeparken, som om eftermiddagen og aftenen vil summe af idrætsaktiviteter. Planen er, at parken skal inddeles i forskellige universer, hvor publikum og konference-deltagere kan prøve kræfter med for eksempel en "outdoor-verden" eller en "bike-verden".

Ifølge Aalborg Kommune er arrangørerne i fuld gang med planerne for den åbne del af festivalen - men er åbne for gode indspil og deltagelse fra mange forskellige aktører.

- Vores mål er, at få tingene til at smelte sammen, så nogle af de ting, konference-deltagerne har diskuteret om dagen, kan de se udført i praksis i Kildeparken, siger koordinator Morten Arvidsson i en pressemeddelelse.

Idrætsfestivalen finder sted 2. til 4. maj.

Du kan læse mere på idrætsmødet.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste