Billede beskrivelse

Hurtig indsats reddede stuehus fra flammer i sidste øjeblik

Fyrrum stod ikke til at redde og brændte ned til grunden

21. marts 2022 kl. 15.46

GANDRUP: Det var i sidste øjeblik, Nordjyllands Beredskab mandag eftermiddag klokken 13.48 nåede ud til en brand i Gandrup.

På et nedlagt landbrug på Holtetgårdsvej var der nemlig opstået ild i fyrrummet, som lå tæt op ad stuehuset. Faktisk så tæt, at flammerne nåede at få fat i både tagudhænget på og bryggersdøren ind til beboelsen.

- Branden har været på vej til at sprede sig til hovedhuset ved gavlen, hvor vi så når at fange den inden, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Henrik Christensen.

- Det var fint, at vi nåede frem i den tid, vi gjorde, så vi kunne få branden skåret imellem fyrrummet og huset. Det var i sidste øjeblik.

Fyrrummet stod dog ikke til at redde og er brændt helt ned.

Hvad der har startet branden, ved indsatslederen ikke.

- Det har været et fyrrum, hvor de fik gassen ind til at varme op med, og så har der været noget vaskemaskine og tørretumbler derude. Hvad, der lige er brandårsagen, tør jeg ikke at sige.

- Fyrrummet er helt udbrændt, så det er svært at gisne om, hvor den er startet henne, siger Henrik Christensen.

Det var to af husets beboere, der opdagede branden og alarmerede beredskabet. Ingen er kommet til skade under branden, oplyser indsatslederen.

Nordjyllands Beredskab er færdige på adressen og afventer mandag eftermiddag skadeservice, så der kan lægges en plan om, hvorvidt beboerne fortsat kan begå sig i huset, eller om de skal genhuses.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste