Hi-Fi Klubben åbner snart i Slotsgade
Alt mandskab er kaldt ind i weekenden, så den nye butik kan blive klar til åbning
AALBORG: Indtil nu har Hi-Fi Klubben i midtbyen holdt til på Vesterbro, men det er snart slut. Alt bliver flyttet i weekenden, så den nye butik i Slotsgade kan byde kunderne indenfor fra tirsdag den 1. maj.
Bedre placering
Der er travlhed i Hi-Fi Klubben, hvor alle mand er kaldt ind både fredag, lørdag og søndag. Det generer dem dog ikke, for som de tidligere har givet udtryk for, så er det en sjov opgave, og de glæder sig til at skifte adresse.
Detailelev Kasper Pedersen ser især frem til, at flere forbipasserende måske vil lægge vejen forbi den nye butik.
- Vi har jo også en forretning i Storcentret, og der kan vi mærke, at der kommer flere ind fra "gaden", fordi de er nysgerrige. Det håber vi selvfølgelig også vil ske for den nye butik, som ligger mere centralt. En anden fordel er også, at det er nemmere at finde parkering i nærheden af Slotsgade, hvor der jo er flere parkeringshuse, fortæller han.
At skulle arbejde i weekenden er heller ikke et problem for ham:
- Jeg synes bare, det er spændende med noget nyt.
Åbner måske før
Der vil komme åbningstilbud i forbindelse med åbningen af den nye butik, men det er ikke helt på plads hvornår.
- Der er ikke kommet en dato for åbningssalget endnu. Vi vil gerne være helt på plads og klar først, men der skal nok komme tilbud, fortæller Kasper Pedersen og fortsætter:
- Vi skal til at flytte i weekenden og bruger mandag på at sætte det hele til. Så vi håber på, at det hele spiller tirsdag. Hvis vi er kommet langt, kunne vi godt finde på at åbne dørene allerede mandag.