Havne-satsning bærer frugt: Nyt område fuldt udlejet
AALBORG: Port of Aalborg udvider markant på Østhavnen med en ny bulkterminal, der imødekommer kundernes behov for befæstede arealer tæt på kaj og jernbane.
Allerede inden første og anden etape stod færdige, var hele terminalområdet udlejet. Derfor er planlægningen af en yderligere udvidelse nu i gang.
Efterspørgslen på at etablere sig på Østhavnen i Aalborg har været stigende.
Sidste år igangsatte Port of Aalborg etableringen af en ny bulkterminal på 15.000 kvadratmeter under navnet Omniterminalen.
Terminalen stod klar inden årsskiftet. Kort efter blev endnu 15.000 kvadratmeter sat i gang som følge af den store interesse.
Det samlede terminalområde er allerede fuldt udlejet, og to lejere har taget arealerne i brug.
Omniterminalen er udviklet til virksomheder med behov for store og fleksible arealer til mellemlagring og håndtering af gods.
- Der har gennem længere tid været en markant efterspørgsel på befæstede arealer tæt på infrastrukturen, hvor pladskrævende godstyper kan oplagres. Omniterminalen er et direkte svar på den udvikling. At både første og anden etape er udlejet fra start, understreger behovet. Derfor er planlægningen af en yderligere udvidelse allerede i gang, siger Mads Emil Beenfeldt, Commercial Manager, Bulk and Projects hos Port of Aalborg.
Udvikling i takt med efterspørgslen
Området er etableret som et selvstændigt terminalafsnit, klargjort til håndtering og mellemlagring af bulk- og tørlastvarer med stort pladsbehov.
Arealet er anlagt med tæt belægning for at imødekomme de stigende miljøkrav.
Samtidig er terminalen indrettet med fokus på multifunktionalitet og fleksibilitet, så den kan håndtere forskellige godstyper og udbygges trinvis i takt med kundernes behov.
- Et centralt fokusområde er at være på forkant og udvikle arealer, der matcher fremtidens logistik- og infrastrukturbehov. Med Omniterminalen tilbydes fleksible løsninger med adgang til både skib, jernbane og containerterminal. Det understøtter virksomhedernes behov for effektive og skalerbare løsninger - både nu og fremover, afslutter Mads Emil Beenfeldt.
De første 30.000 kvadratmeter blev etableret i efteråret som første skridt i udviklingen af terminalen.
På sigt forventes Omniterminalen udvidet til op mod 80.000 kvadratmeter.