Hæder til byens gode øl-steder

Øl-entusiasterne uddeler ti ølmærker i Aalborg og omegn

21. april 2018 kl. 16.36

AALBORG: De danske øl-entusiasters Aalborg-afdeling var lørdag på en ganske fornøjelig rundtur i Aalborg og omegn. Det var nemlig dagen, hvor der skulle uddeles Dansk Ølmærke til de udskænkningssteder og indkøbssteder, hvor der sættes ekstra pris på det gode øl. Kort sagt: En hæder til det gode øl-sted

Ikke færre end ti forskellige steder, skulle der besøges, så hvis der var smagsprøver alle steder.........

Aalborg øl-entusiaster har hædret to indkøbssteder og otte udskænkningssteder. De to indkøbssteder er Bisgaard Vinhandel og Vinspecialisten Aalborg/BestofBeers.dk, mens udskænkningsstederne er: The Wharf, John Bull Pub Aalborg, Duus Vinkælder, London Pub Aalborg, Wildebeest Gastropub, Basement Beer Bar, El Mariachi, og Søgaards Bryghus/Missing Bell Brewpub.

Billede beskrivelse

Der er tre "nye" blandt de 10 modtagere i Aalborg. Det er første gang Duus Vinkælder, Wildebeest Gastropub og El Mariachi får mærket. The Wharf er i øvrigt det eneste af Aalborgs ølsteder, der har modtaget udmærkelsen alle otte gange, det er uddelt.

- Vi er glade for at komme på rundtur og uddele Dansk Ølmærke. Det er vigtigt at komme ud og opleve ølkulturen, dér hvor den findes - nemlig på stederne rundt omkring, siger lokalnæstformand Gert Svanborg Sloth.

Rekordmange gode ølsteder i Danmark modtager Danske Ølentusiasters mærke til udskænkningssteder og indkøbssteder, der har et ekstra godt øje til det gode øl.

Billede beskrivelse

På landsplan er det hele 178 ølsteder som får udmærkelsen Dansk Ølmærke.

Ølmærket tildeles på baggrund af indstillinger fra lokalafdelingerne i Danske Ølentusiaster.

Danske Ølentusiaster uddeler i 2018 Dansk Ølmærke for ottende gang og med hele 178 steder er der sat en betragtelig antalsrekord - det må betragtes som en god udvikling for øllet og dermed også for foreningen, lyder det fra øl-entusiasterne.

Første uddeling fandt sted i 2003 (20 mærker). Herefter fulgte uddelinger i 2004 (45 mærker), 2007 (57 mærker), 2010 (57 mærker), 2012 (72 mærker), 2014 (68 mærker) og 2016 (128 mærker).

Formålet med Dansk Ølmærke er at vise vejen til de særlige øl-oplevelser - og give de gode udskænkningssteder, indkøbssteder og spisesteder anerkendelse og opmuntring til at fortsætte indsatsen for det gode øl.

For at få tildelt Dansk Ølmærke, skal der overordnet være et godt udvalg af øl, der behandles ordentligt og serveres i et godt miljø.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste