Nu sker det: Havnefronten får en vild makeover for næsten en halv million
Det er området ved Jomfru Ane Parken, hvor street-aktiviterne kan se frem til nye rammer
AALBORG: Går du en tur på havnen i løbet af næste uge, vil du måske opdage, at der sker noget andet end det sædvanlige boldspil i de store boldområder ved Jomfru Ane Parken.
For basketballkurve og fodboldmål står til at få en gevaldig opgradering til glæde for rigtig mange aktive brugere.
Kurve, mål og nye streger
- Der kommer fem basketkurve og nye fodboldmål i galvaniseret stål. Kurvene bliver lavet i professionel topkvalitet, hvor for eksempel træpladen bagved kurven nu bliver plexiglas, fortæller Magnus Kolind, formand og stifter for Streetball Aalborg.
Der vil blive fire kurve til voksne og en kurv til børn. Derudover er det også en del af planen, at banerne bliver streget op igen på den eksisterende asfalt.
Stor økonomisk indsprøjtning
Det er foreningen Streetball Aalborg, der står bag det store koordineringsarbejde og har skrabet 400.000 kroner ind fra forskellige fonde, for at realisere drømmen om streetbaner i allerhøjste kvalitet.
- Vores formål er at skabe et fyrtårn for street-basket i Aalborg. Her er Jomfru Ane Parken helt centralt placeret, men indtil nu har banerne været i alt for dårlig stand, siger Magnus Kolind.
Derfor har foreningen hentet fondsmidler fra blandt andre GAME, Nordea-Fonden, Sparkassen Danmark Himmerland samt Aalborg Kommune (Fritid).
Vær en del af fællesskabet
De nye rammer er offentligt tilgængelige, og når arbejdet er færdigt, kan alle få glæde af dem på Aalborgs havnefront.
- Vi holder en stor indvielse af det nye street-område 24. juni, hvor alle er inviteret til at komme og få gratis kagemand. Der vil være turnering med nogle af byens bedste streetbasket-spillere, og der er også plads til nybegyndere selv kan prøve, siger Magnus Kolind.
Turneringen hedder '3x3 Streetball Turnering', og du kan finde eventet lige her.
- Med renoveringen vil vi gerne skabe incitament til, at alle kommer ud og er aktive og en del af fællesskabet, siger han.