Grøn: Drengene fra Vestegnen med igen
Rapgruppen Suspekt klar til Grøn Koncert
AALBORG: Den hårdtslående rapgruppe Suspekt - nok Danmarks mest populære af slagsen nogensinde - er i år med på Grøn for fjerde gang. De tre Vestegnsdrenge er stolte over at kunne støtte op om den forskellighed og mangfoldighed Grøn repræsenterer.
Suspekt og Grøn har efterhånden et stærkt bånd - gruppen har været med rundt i 2008, 2014 og 2016 - plus "det løse", hvor drengene har optrådt til koncerter som del af andre konstellationer. Der er altså tale om regulære Grøn-veteraner. De har ikke kun musikken til fælles med Grøn - Suspekt er gennem årerne blevet ambassadører for Muskelsvindsfondens vision ’Plads til forskelle’.
Men hvorfor synes Suspekt at Grøn er så fedt? Emil Simonsen med kunstnernavnet Orgi-E fortæller:
- Det er nok det ultimative at spille Grøn, der er fest og ballade og gode dage. Men det er også meget mere end det - det vildeste er nok alle de frivillige som arbejder for Grøn. De arbejder mega hårdt, men fester også og giver den alt hvad de har. Det er en form for socialt frirum og fællesskab hvor der er plads til alle - det er vigtigt for os.
Efter 20 år på scenen har Suspekt efterhånden noget af et bagkatalog at vælge imellem - lidt af et luksusproblem, når setlisten til Grøn skal stykkes sammen. En ting er dog sikkert: der kommer knald på. Andreas Bai Duelund (Bai-D) forklarer lidt om, hvad publikum kan forvente:
- Når man spiller på Grøn, så er det ikke 90 minutter hvor du når at komme op og ned i dynamikken i settet. Det hele er lidt kortere end normalt, så man skal forvente sig nogle virkelig intense koncerter. Vi kommer med 380 km i timen og brager igennem.
Suspekt er femte offentliggjorte act fra årets program. I november blev de internationale himmelstormere Lukas Graham annonceret som det første navn på plakaten, mens rocklegenderne D-A-D fulgte i marts. Tidligere i april blev det afsløret at R&B-duoen Phlake er med på Grøn for første gang, samt at Cisilia og Joey Moe spiller sammen som et helt nyt musikalsk samarbejde.
Resten af programmet afsløres løbende hen over foråret, men begejstringen over det samlede lineup er tydelig blandt Suspekt-drengene. Rune Rask forklarer hvorfor:
- Det er virkelig et fedt line-up i år. Vi kender hinanden på kryds og tværs - mange af os er venner bag scenen, og har ikke set hinanden i lang tid, så jeg tror der kommer til at opstå sådan en helt særlig magi kunstnerne imellem. Vi kommer til at se hinandens koncerter og støtte op om hinanden. Den slags energi og sammenhold er sjælden.
Grøn Koncert er i Aalborg 22. juli.